Tryg barndom i Ølstykke
Jeg er opvokset i Ølstykke med min mor, far og lillebror. Mit barndomshjem var et gasbetonhus på 102 m2 med en lille have til. Vi boede tæt på skole og institution, og jeg havde masser af venner. Min far er uddannet håndværker og var i sine år på arbejdsmarkedet formand på byggepladser. Som barn fik jeg lov til at følge lidt med på sidelinjen. At opleve det koordineringsarbejde, der foregår på byggepladserne, er også noget af det, jeg elsker ved mit job i dag.
Mødet med ejendomsbranchen
Jeg flyttede hjemmefra som 22-årig, men kun et par kilometer væk fra familien. En af mine venner var lige blevet skilt og manglede en roommate. Han boede i samme typehus som mine forældre, så det var en nem overgang. I det hus læste jeg videre og tog de første skridt inden for min karriere. Efter nogle år på et revisionskontor blev jeg tilbudt en stilling i en ejendomsadministration, LEA Ejendomspartner (EDC Poul Erik Bech). Det var mit første, men ikke sidste job i ejendomsbranchen.
Livet tog fart
Min kæreste ville gerne have mig med til Aarhus. Jeg kunne ikke overskue at skulle bo i Jylland. Det var bare for to år, og så skulle jeg tilbage til Sjælland, tænkte jeg. Men så tog livet og min karriere fart. Poul Erik Bech ville ikke af med mig og åbnede derfor et Aarhus-kontor til ”mig”, hvor jeg boede sammen med EDC erhverv i mange år på Fredens Torv. Min kæreste og jeg flyttede sammen i hans hyggelige taglejlighed på Max Müllers Gade i bydelen Frederiksbjerg. Der var skrå vægge og kun to værelser.
Fra storby til forstad
Året efter investerede vi i en ejerlejlighed midt i Aarhus. Mine kollegaer fra EDC frarådede mig ellers købet, da de mente, den var alt for dyr. 1,65 millioner tilbage i 2004 var en vild pris for en 3-værelses på kun 80 m2. Efter syv år flyttede vi til den lille, hyggelige forstad Stavtrup i et nybygget hus på 190 m2. I samme periode skiftede jeg job efter 11 år hos Poul Erik Bech. Jeg begyndte som foreningsadministrator hos Newsec. Det var tid til at træde ned ad karrierestigen og koncentrere mig om min familie.
Haveterapi
I 2015 gik min mand og jeg fra hinanden. Siden har jeg boet i et nybygget, lille rækkehus i Stavtrup. Huset minder om det, jeg selv er vokset op i. Jeg bor sammen med mine to drenge, men ellers er det første gang i mit liv, at jeg har haft mit helt eget sted, som jeg selv har kunnet indrette. Jeg elsker at være i min lille have, hvor det er ren terapi for mig at gå blandt blomsterne og luge. I 2019 skiftede jeg job igen og blev driftschef i Koncenton. Nu er jeg direktør i den del af virksomheden, der går under navnet Go’Bolig.