/ Nyheder / Med handling for øje bliver bæredygtighed konkret

Med handling for øje bliver bæredygtighed konkret

Fra usikkerhed og frustration til konkret strategi og handlingsplan. Det er den udvikling virksomhederne i EjendomDanmark og Rambølls læringsforløb kan se frem til at mestre, fortæller facilitator bag forløbet.

Af

Til efteråret indleder EjendomDanmark og Rambøll et læringsforløb for et udvalg af ejendomsvirksomheder som en del af EjendomDanmarks store bæredygtighedsprojekt. Først skal virksomhederne udvikle en strategi og siden en handlingsplan for deres arbejde med bæredygtighed.

Det fortæller Anne Mette Erlandsson Christiansen, Market Director, Strategic Sustainability Consulting i Rambøll.

Sammen med Henrik Schramm Rasmussen fra konsulentvirksomheden Mind Your Business kommer hun til at lede 30-36 virksomheder i SMV-segmentet gennem et læringsforløb, der skal løfte deres bæredygtighedskompetencer.

”Virksomhederne ender med at få en forståelse for bæredygtighed helt overordnet, og hvordan de selv kan arbejde med det. Vi vil forsøge at hjælpe dem væk fra luftige mål og floskelstrategier og hen mod handling og udviklingstrin. I mindre virksomheder kan bæredygtighedsstrategier virke uvedkommende, men ved at koble handling på kan vi gøre bæredygtighed konkret,” siger Anne Mette Erlandsson Christiansen.

Læringsforløbet kører over tre dage fra slutningen af efteråret og et halvt år frem, hvor virksomhederne også kan tage online-læringsmoduler på projektets digitale platform og konsultere Rambølls eksperter løbende. 

Tretrinsraket

For at nå dertil, hvor virksomhederne både forstår og kan handle ud fra bæredygtighedens præmisser, skal de gennem en tretrinsraket bestående af tre intense læringsdage i selskab med ligesindede virksomheder.

Det er en metode, som Anne Mette Erlandsson Christiansen ved er virkningsfuld blandt små og mellemstore virksomheder.

”På den første dag giver vi det fulde overblik over, hvilke emner der er på dagsordenen, og hvad det har med virksomhederne at gøre. De får noget klarhed over bæredygtighed helt overordnet. På dag to forsøger vi at udvikle en klar ramme for, hvordan man sætter mål og udvælger fokusområder, altså bliver helt tydelige om, hvor det er handlingsplanen skal tage virksomhederne hen. På den sidste dag handler det om at sætte fart på handlingsplanen, gøre det tydeligt, hvordan virksomhederne kan dokumentere og måle den vej, de vælger,” siger hun.

Sektorspecifik

Læringsforløbet bliver det første af sin slags, der tager direkte afsæt i ejendomsbranchens problemstillinger inden for SMV-segmentet. Og det er der taget højde for i opbygningen af forløbet, fortæller Anne Mette Erlandsson Christiansen.

”Det helt særlige ved dette forløb er, at virksomhederne kan trække på vores erfaring med at løfte SMV’ernes arbejde med bæredygtighed, når man ikke har noget dedikeret bæredygtighedsteam. Samtidig får de også konkret viden om byggeri og ejendomme, som kommer med Rambølls team, der er dybt nede i materien. Det gør, at det bliver helt unikt,” siger hun og uddyber:

”Mange ting er sektorspecifikke udfordringer, men også muligheder, som man lærer meget om ved at sidde bord til bord med nogen, der ligner en selv,” siger hun.

”Vi kan jo godt”

For mange virksomheder er bæredygtighed i lang tid meget ukonkret, men på et tidspunkt skinner det lysende klart, hvad det egentlig handler om. Det punkt på virksomhedernes bæredygtighedsrejse er et, som Anne Mette Erlandsson Christiansen altid ser frem til opleve.

”Jeg glæder mig til at virksomhederne i vores forløb begynder at sige: Det her kan vi jo faktisk godt,” siger hun og fortsætter:

”Det er altid et specielt øjeblik, når bæredygtighed pludselig bliver en mulighed frem for en pligt for virksomhederne. Det er ambitionen, at vi kommer dertil for rigtig mange af de deltagende virksomheders vedkommende. Det er ikke samme sted, virksomhederne når til det øjeblik, for de starter ikke samme sted. Men rigtig mange oplever det på et tidspunkt,” siger hun.

Hvis vores læringsforløb lyder som noget for dig og din virksomhed, så kan du tilmelde dig forløbet her.

Projektet finansieres af foreningen Realdania, Grundejernes Investeringsfond (GI), EjendomDanmark Fonden, Forenet Kredit samt Rambøll Fonden.

36 virksomheder

Læringsforløbet er for små og mellemstore ejendomsvirksomheder. 30-36 virksomheder i alt.