/ Nyheder / Bolig-CV for Line Lohmann

Bolig-CV for Line Lohmann

Line Lohmann er selvstændig og står bag administrationsvirksomheden Administration|Nord. Født i 1986 og bor i Nørresundby.

Af

Line Lohmann er selvstændig og står bag administrationsvirksomheden Administration|Nord.

Tryg barndom i Kongerslev

Jeg er vokset op med min mor og far i den lille by Kongerslev 25 km syd for Aalborg. Et parcelhus dannede rammerne om en tryg barndom. I kvarteret boede en masse børn, og vi brugte meget tid på at lege skjul og sparke til bøtten. Min bedste veninde boede i nabohuset, og i hækken mellem husene var der et hul, som vi brugte som smutvej over til hinanden. Min far havde sit eget firma som tømrer og snedker. Det vækkede min interesse for at arbejde med bygninger – og nok også derfor, drømmen om eget firma opstod.

Fristet af ejendomsbranchen

Som 17-årig flyttede jeg hjemmefra til en lejelejlighed i Aalborg tæt ved tivoliet Karolinelund. Det var langtfra perfekt – det var en ældre lejlighed med skabstoilet og lyden fra tivoliet vækkede mig om morgenen. I samme periode gik jeg på finansøkonomuddannelsen, og selvom jeg som helt ung havde drømt om at blive arkitekt, fik jeg i løbet af uddannelsen øjnene op for ejendomsbranchen.

Couch-surfing i Australien

I 2008 trængte jeg til et luftskifte og bedre vejr. Derfor tog jeg et sabbatår i Australien. Jeg havde en fast base lidt uden for Melbourne, hvor jeg boede hos en australsk veninde, men meget af tiden rejste jeg rundt og boede på forskellige hostels og couch-surfede. Jeg mødte en masse spændende mennesker og nød godt af den australske gæstfrihed. I en periode boede jeg i Cairns hos min venindes onkel og hans familie i et lækkert australsk hus med pool i midten, hvor jeg arbejdede lidt som dykker.

Drømmebolig på Amager

Jeg vendte hjem under finanskrisen i 2009 og søgte de første 150 job i Jylland, men til sidst fandt jeg et godt job som ejendomsadministratortrainee i København. Efter at have boet til fremleje i et år fandt jeg min drømmelejlighed på Amager, hvor jeg blev formand for ejerforeningen. Det gav mig en unik mulighed for at få nye perspektiver på administrationsarbejdet. Gennem de næste ti år arbejdede jeg i forskellige administrationsvirksomheder, og min karriere tog fart.

Springet som selvstændig

Et tilbud om at få en stilling som teamchef i Aalborg betød, at jeg endnu en gang valgte at rive teltpælene op, og jeg flyttede til en lejelejlighed i Nørresundby. Efter en periode som teamchef var tiden inde til at tage det ultimative karrierespring og prøve kræfter med livet som selvstændig. Jeg ville skabe en administrationsvirksomhed med tillid, ordentlighed og tætte kunderelationer i centrum. Det blev startskuddet til Administration|Nord, hvor jeg i dag har skabt mit drømmejob i ejendomsbranchen.