Noget af det særlige ved København og landets største byer er, at mennesker med vidt forskellige liv lever side om side. Den unge studerende bor i opgangen ved siden af børnefamilien, mens pædagogen og direktøren står i den samme kø i supermarkedet. Det er mødet mellem forskellige mennesker, hverdage og livsvilkår, der skaber den dynamik og mangfoldighed, som gør byerne levende – og som vi heldigvis er mange, der deler ambitionen om at bevare.
Men når Henning Overgaard, formand for 3F, beskriver København som en by, hvor høje huslejer er ved at presse almindelige lønmodtagere ud, bliver billedet efter min mening mere dramatisk, end virkeligheden giver grundlag for.
Flere boliger bevarer mangfoldigheden
Det er vigtigt at slå fast, at København fortsat er en balanceret by. Ifølge Københavns Kommunes boligredegørelse fra 2024 er både forskellige boligformer og befolkningsgrupper fortsat repræsenteret på tværs af byen, og den mest markante udvikling gennem de seneste årtier er ifølge analysen først og fremmest, at København er blevet yngre.
Den samme analyse viser, at antallet af velfærdsmedarbejdere, som både bor og arbejder i byen, stort set ikke har ændret sig siden 2010. Sammenlignet med mange andre europæiske storbyer står hovedstaden derfor allerede på et relativt stærkt fundament, hvad angår ulighed.
Det betyder ikke, at presset på boligmarkedet ikke er reelt. Det er det. Flere ønsker at bo i hovedstaden, og kommunen anslår, at der alene i København skal etableres omkring 77.000 flere boliger frem mod 2060, hvis man skal kunne imødekomme den forventede befolkningstilvækst.
Hvis København også om 20 eller 30 år skal være den mangfoldige by, mange af os holder af, kræver det, at vi handler nu. For følger boligbyggeriet ikke med udviklingen, vokser presset på boligmarkedet. Og det er dér, risikoen for øget ulighed opstår.
Derfor bør det politiske fokus være på, hvordan vi får tilvejebragt flere boliger. Det kræver blandt andet hurtigere sagsbehandling af byggesager og lokalplaner, men også at vi bliver bedre til at udnytte den eksisterende bygningsmasse, hvor der stadig ligger et stort potentiale. Mere regulering og beskatning er efter min mening ikke vejen frem. Risikoen er tværtimod færre investeringer, mindre byggeri og i sidste ende endnu større boligmangel.
Fælles løsninger
Udfordringerne på det københavnske boligmarked er for store til, at én aktør kan løse dem alene. Derfor opfordrer vi i EjendomDanmark til, at der etableres et boligpartnerskab mellem staten, kommunerne, almene boligorganisationer, pensionskasser og private boligaktører, så vi i fællesskab kan skabe de rammer og prioriteter, der skal til for at få boligbyggeriet op i tempo.
Det er positivt, at også fagbevægelsen engagerer sig i debatten. Men hvis ambitionen er en hovedstad med plads til alle, er det vigtigt, at løsningerne tager afsæt i den grundlæggende udfordring: at der ganske enkelt bliver bygget for få boliger.
Den dialog deltager vi naturligvis gerne i. For en mangfoldig hovedstad kræver ikke færre boliger. Den kræver flere.
Dette indlæg blev første gang bragt i Avisen Danmark den 22. maj 2026.