/ Nyheder / Bijob

Bijob

I 2021 producerede Dan Jensens 600.000 bier 235 kilo honning. At se dem arbejde
virker afstressende på ham, og har bl.a. givet adgang til et helt nyt socialt netværk.

Af

I 2021 producerede Dan Jensens 600.000 bier 235 kilo honning. At se dem arbejde virker afstressende på ham, og har bl.a. givet adgang til et helt nyt socialt netværk. Foto: Jeppe Carlsen.

Alt ånder fred og ro i Dan Jensens have i Virum, men står man stille og lytter, er der en sagte summen. Havens frugttræer og blomster har besøg af hans honningbier.

”Bier er på en måde lidt dovne. De bevæger sig ikke længere end højst nødvendigt,” siger han.

Tager man et kig ned i et af hans fire bistader, er doven ellers ikke det ord, der først slår én. Der er et konstant mylder, og det er ikke så mærkeligt, for et enkelt bistade kan huse op mod 80.000 bier i højsæsonen.

Ren meditation

Dan Jensen har været biavler på hobbyplan i tre år. For at lære faget at kende meldte han sig ind i Hørsholm Biavlerforening.

”Lige i begyndelsen er der rigtig mange spørgsmål, der melder sig omkring biernes opførsel. Nogle af medlemmerne i biavlerforeningen har haft bier i over 30 år, så det har været rigtig god sparring.”

Til daglig arbejder Dan Jensen i sin egen virksomhed, Rudersdal Ejendomsadministration, hvor han ejer og administrerer beboelsesejendomme i blandt andet Birkerød, Hvidovre og på Frederiksberg. Som uddannet valuar har han i mange år vurderet andelsforeninger og er desuden tilknyttet Jyske Bank som ekstern konsulent, hvor han hjælper med at vurdere ejendomme.

For ham virker det afstressende at observere bierne i haven, når han har fri.

”Jeg nyder at iagttage, hvor flittige de er. At se dem knokle rundt er ren meditation for mig. Og så er bierne ret fascinerende væsner. Vi mennesker forventer altid at få noget igen, når vi samarbejder. Hos bierne har man et samfund, hvor alle arbejder for samme mål – at overleve og bringe arven videre.”

Indbringende høst

Hjemme på egen matrikel var det konens appetit på honning, der satte tankerne i gang om egenproduktion.

”Min kone elsker honning, men den fra supermarkedet er ikke altid lige god og koster en del. Jeg var sikker på, at det kunne jeg gøre bedre og billigere selv,” fortæller Dan Jensen.

I dag huser hans hjemmelavede bistader op mod 600.000 bier. Sidste år var et særligt godt år, hvor høsten hen over foråret og sommeren indbragte 235 kilo honning. Snart kan han høste dette års forårsproduktion.

”Der er forskel på forårs- og sommerhonning. Forårshonning er typisk lavet på mirabelle-, kirsebær- og æbleblomster og er helt lys i farven. Sommerhonning er mere mørk og smager helt anderledes,” forklarer Dan Jensen.

 

Hele vejen til Pakistan

Ud over selv at spise honningen sælger Dan til nærområdet, venner og bekendte. Der er mange faste kunder – blandt andre en pakistaner, der køber tre til fire kilo honning ad gangen og bringer det til Pakistan.

”Kunden har fortalt mig, at honningen i hjemlandet slet ikke kan matche min honning. Det kommer helt bag på mig.”

Selv bruger Dan Jensen og hans kone honningen til te, brød og dressinger, men der bliver også bagt honningkager og eksperimenteret med at producere mjød. Endelig er der masser af honning på lager. Under de rette betingelser kan den holde sig uendeligt.

”I de egyptiske pyramider har man fundet 3.000 år gammel honning i lerkrukker, som stadig kan spises,” fortæller Dan Jensen.

Avler dronninger

Bijobbet som biavler har også givet Dan Jensen adgang til et nyt socialt netværk gennem biavlerforeningen, hvor han deltager i netværksmøder, men også underviser. Blandt andet hjælper han med at holde begynderkurser og kurser i, hvordan man producerer en ny bidronning til sit bistade.

”Som biavler ønsker man en fredelig dronning, der bidrager til ro og orden. Hidsige og aggressive dronninger er ofte et resultat af indavl, og hendes temperament smitter af på de øvrige bier. Derfor avler vi på dronninger med bestemte egenskaber.” 

Myten om bier

Dan Jensen vil dog gerne aflive myten om, at bier er farlige.

”De er fredelige og interesserer sig kun for blomster. En bi skal trædes på eller klemmes, før den stikker. De insekter, der opsøger dig og din mad i sommerens løb, er hvepse.”

Dan Jensen bruger derfor heller aldrig handsker, når han arbejder med sine bier, men trækker i en bidragt, når han står helt alene med bierne og hiver rammerne op af bistadet for at høste. Der kan jo ske noget uventet.

”Der kan godt sidde op mod 4.000 bier på én ramme. Taber jeg den på jorden, kan bierne blive forskrækkede og stikke.”

Når rammen er oppe, og bierne børstet af med nænsom hånd, kan Dan Jensen presse sin honning, som er den oprindelige måde frem for at slynge. 

”Presset honning giver op til ti procent mere pollen i honningen, og det gør den også mere sund.”