/ Nyheder / Lejer og ejer går sammen i ambitiøst projekt

Lejer og ejer går sammen i ambitiøst projekt

Ejendomsbranchen bliver stadig mere digital, men hvilke muligheder og udfordringer giver det for lejer og ejer, og hvilke digitale løsninger vil komme i fremtiden? De spørgsmål skal et nyt tværgående brancheprojekt blandt andet kaste lys over

Af

Foto: jonathanfilskov-photography, istock

En mere digital ejendomsbranche til gavn for lejere, ejere og samfundet. Det er målet for et nyt toårigt digitaliseringsprojekt, som EjendomDanmark er initiativtager til. De to lejerorganisationer LLO og BOSAM udgør blandt andre boliglejernes stemme i projektet. En større digitalisering af ejendomsbranchen skal nemlig favne både lejere og ejere.

Ifølge Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark, er samarbejdet med lejerne en vigtig del af projektet.

”Ejendomsejerne ønsker ikke at drible af sted med løsninger, som lejerne ikke har i sinde at anvende eller mener, de har behov for. Når lejere og ejere er sammen, er der en unik mulighed for at fremme de rigtige digitale løsninger,” siger han.

Også LLO og BOSAM ser frem til at give deres syn på sagen.

”At få begge perspektiver med er netop BOSAMs indgangsvinkel til at deltage,” siger René Suhr, direktør i BOSAM.

Også Anders Svendsen, chefjurist i LLO, ser samarbejdet som en stor fordel ved projektet.

”Det skal gerne bidrage til, at vi kan byde nye digitale løsninger velkomne på en fornuftig måde. Og kan vi finde frem til nogle digitale spilleregler, begge parter kan blive enige om, så står vi stærkt over for blandt andre politikerne, hvis der for eksempel skal ændres noget i lejeloven,” siger han.

Væltet af digitaliseringsbølge?

Digitaliseringen har allerede sat sit præg på ejendomsbranchen. For eksempel er vejen mellem lejer og udlejer de senere år blevet kortere via digital kommunikation. Grundlæggende har det gjort en positiv forskel for lejerne, er LLO og BOSAM enige om.

”Det er blevet meget nemmere at kontakte udlejer eller administrator via e-mail i stedet for at skulle sende et brev eller møde op på ejendomskontoret, men den stigende digitale kommunikation kan også give udfordringer for enkelte lejere,” siger Anders Svendsen.

Særligt den ældre generation risikerer at gå glip af vigtig kommunikation, hvis der ikke – også fremover – tages særligt hensyn til denne gruppe, påpeger han.

”Nogle lejere er ikke stærke it-mæssigt. Det er samme gruppe, som allerede i dag er fritaget for digital post, og som hurtigt bliver kørt over, hvis de kun får informationen via e-mail. Det er vigtigt at bibeholde dem som en undtagelse og sørge for, at de får vigtige meddelelser leveret i postkassen.”

De ældre lejere ligger også René Suhr på sinde.

”Projektet skal gerne gøre os klogere på, hvordan og hvor hurtigt vi kan rykke på forskellige parametre, og hvem vi skal tage hensyn til. Som det ser ud i dag, vil nogle ældre lejere eksempelvis gerne betale for den ekstra service, at ejendomsfunktionæren løbende tjekker, hvordan de har det. Det må ikke gå tabt i digitaliseringsbølgen.”

2022

er året, hvor digitaliseringsprojektet løber frem til.

Retten til privatliv

En anden digital løsning, som har været til gavn for både lejer og ejer, er skiftet fra fordampningsmålere til elektroniske radiomålere, mener både LLO og BOSAM.

”Det er en kæmpe win-win. Det er blevet meget nemmere at aflæse, da udlejer ikke længere er afhængig af, om lejeren er hjemme, og lejeren skal ikke holde fri for at lukke aflæseren ind,” siger Anders Svendsen.

Men også denne løsning kan der i princippet være en hage ved kombineret med andre digitale løsninger, mener Anders Svendsen og peger på den stigende mængde data, der indsamles løbende.

”Moderne varmemålere kan afsløre, hvilke rum der bliver brugt mest i et lejemål. Fugtmålere kan fortælle noget om beboernes adfærd og om, hvor mange mennesker der er i lejemålet. Har lejeren en nøglebrik i sit nøglebundt, vil udlejer også kunne se, hvornår lejeren kommer og går.

Der kommer flere og flere data om beboerne,” siger Anders Svendsen.

Efterhånden som mængden af data stiger, kan det få betydning for styrkeforholdet mellem lejer og udlejer, mener han. En øget digitalisering vil blandt andet kunne give udlejer en masse viden om den enkelte ejendom og beboernes adfærd, men lejer har fortsat ret til et privatliv.

”Der skal findes en god balance, og det vil vi gerne bidrage til at sikre gennem projektet.”

Det er René Suhr enig i.

”Det er et spørgsmål om, hvornår vi træder over den grænse, hvor beboerne føler sig overvåget.”

Han tilføjer dog, at opsamling af data, hvor formålet er at forbedre indeklima eller give en bedre varmeøkonomi i en ejendom, giver rigtig god mening.

”Kan lejerne spare på varmeudgifterne, og udlejer få en forbedringsforhøjelse, så er det til alles gavn.”

Helt nye muligheder

Ud over de kendte digitaliseringsløsninger ser René Suhr frem til, at ejendomsbranchen via projektet får øjnene op for nogle helt nye muligheder.

”Måske er der noget, som vi som branche slet ikke har været opmærksomme på. Det er jo det spændende ved denne type projekter.”

Et område, han efterlyser mere fokus og udvikling på, er veje til mere tovejskommunikation.

”Mails og elektroniske opslagstavler fra udlejers side er i princippet en udvikling, hvor man blot har valgt at sætte strøm til papir. En form for førstegenerationsdigitalisering, hvor der stadig primært er tale om envejskommunikation,” siger René Suhr og fortsætter:

”Måske kunne man forestille sig en app, hvor lejeren fremover kan sende besked til ejendomskontoret om et sprunget vandrør. Denne form for tovejskommunikation kunne være interessant.”

Digitaliseringsprojektet blev skudt i gang i 2020 og vil fortsætte i 2021-22.

Denne artikel er første gang bragt i magasinet Ejendom nr. 1, 2021.