/ Nyheder / Tsunami af EU-love i vente: Det skal du være opmærksom på

Tsunami af EU-love i vente: Det skal du være opmærksom på

Ejendomsbranchen står over for store reguleringer på klima- og miljøområdet. Derfor vigtigt at være opmærksom på timingen og konsekvenserne af disse nye tiltag. I den forbindelse har EjendomDanmark udarbejdet en oversigt over kommende regulering og samlet gode råd, så du og din virksomhed kan føle jer godt klædt på til alt det nye.

Af

Det er allerede begyndt at vælte ind med nye love og tiltag på klima- og miljøområdet. Fra både EU og Folketinget skyller der i øjeblikket en tsunami af reguleringer ind over den danske ejendomsbranche.

Morten Jarlbæk Pedersen, der er politisk chefrådgiver hos EjendomDanmark, forklarer at de mange reguleringer med fokus på klima og bæredygtighed er et udtryk for et politisk område, som har fået luft under vingerne især på et europæisk niveau på en måde, som førhen var helt uset.

For at skabe et bedre overblik, har EjendomDanmark lavet en oversigt, som skal gøre dig og din virksomhed bedre forbedret på det, der venter forude.

”Oversigten er for mig at se et genialt redskab til vores medlemmer. Jeg ville ønske, at vi havde haft den langt tidligere, for der er virkelig mange nye love eller regler på vej. Dette redskab skaber det overblik, vi har manglet,” siger han.

Forhandlet og under forhandling

Som oversigten viser, er der tale om mindst syv forskellige love på klima- og miljøområdet. Der er tale om energieffektiviseringsdirektivet (EED), disclosure-forordningen (SFDR), EU-taksonomien, affaldsbekendtgørelsen, bygningsreglementet (BR18), direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) og bygningsdirektivet.

På nuværende tidspunkt er det kun bygningsdirektivet, der endnu ikke er færdigforhandlet. Resten af tiltagene er på plads, og nogle er endda allerede trådt i kraft.

Ifølge Morten Jarlbæk Pedersen er det særligt energieffektiviseringsdirektivet (EED), EU-taksonomien og bygningsdirektivet, som man i ejendomsbranchen bør kigge en ekstra gang på.

”Alle tiltagene er vigtige, men det er særligt de tre ting, der har ekstra stor betydning. For eksempel kommer EU-taksonomien til at ramme de store virksomheder direkte, hvor de små vil blive ramt mere indirekte.”

Mortens tre gode råd:

1. Snak med banken

”Mit allerførste råd er at tage en snak med banken. Det er vigtigt at vide, hvordan de håndtere og ser på de nye reguleringer. Når og hvis man skal renovere sin bygning, så skal man vide, hvorvidt renoveringsprojektet er grønt eller ikke grønt. Det skal man kunne svare banken på. Ellers er det nemlig ikke givet, at man kan få den finansiering fra banken, som man ellers havde forventet,” fortæller han.

2. Få overblik over din bygning

”Få styr på bygningen. Det kan være en idé at kontakte en teknisk rådgiver for at tage en snak om, hvordan tilstanden er for din bygning. Måske er det en idé at lave en plan for, hvad der skal ændres og gøres ved bygningen i forhold til de krav, der kommer.”

Han understreger, at det er vigtigt at gå i gang med at udarbejde en sådan plan allerede nu.

”Hvis du skal nå det inden for det tidsperspektiv, der er stillet fra lovgiverens side, så skulle det helst være gjort i går. Der er kort tidshorisont på flere af kravene; for eksempel er det den politiske plan, at bygningsdirektivets krav løbende skal træde i kraft fra 2027, og så i 2030, 2033 og sidst i 2050.”

Det vigtigste er at kende sin bygningens potentiale, forklarer han.

3. Forhør dig hos revisorerne

”Revisorerne har virkelig styr på kravene til rapportering. Det gælder særligt, hvis du har en stor virksomhed på over 250 ansatte. Her giver det virkelig mening at hive fat i revisoren,” siger han og fortsætter: 

”Er man en mindre virksomhed, så kan det på nuværende tidspunkt bedre betale sig at orientere sig og holde godt øje med udviklingen i loven.”

Timingen i fokus

Ifølge Morten Jarlbæk Pedersen er det især timingen, som man skal være opmærksom på. Meget er på nuværende tidspunkt fastlagt og allerede bestemt, men det er der også fortsat meget, der ikke er.

”Hold øje med hvornår reglerne gælder fra, og hold øje med hvornår de nye tiltag kommer. Det er endnu ikke alt, der er færdigbehandlet og vedtaget,” siger EjendomDanmarks politiske chefrådgiver.

Det endeligt, reviderede bygningsdirektiv forventes færdigt i løbet af 2023.

Nedenfor finder du oversigten over klima- og miljølovgivning i EU og Danmark, der har betydning for ejendomsbranchen.