Peter Stenholm vil snart kunne sætte sig i stolen som adm. direktør for Ejendom-Danmark. Her kan du møde organisationens kommende direktør.
Hvordan vil medlemmerne kunne mærke, at du er EjendomDanmarks nye direktør?
Medlemmerne vil opleve en nysgerrig og nærværende direktør, som vil prioritere det højt at møde dem. Medlemmerne ved bedst, hvori udfordringerne består, og hvad der skal til, for at vi står bedst muligt klar til at møde og håndtere den kommende tids udfordringer.
Hvad tiltrak dig ved EjendomDanmark?
Jeg kender EjendomDanmark som det seriøse, ansvarlige og centrale talerør for en branche i rivende udvikling. Den position vil jeg gerne være med til at fastholde og styrke – og så vil jeg gerne være med til at påvirke branchens udvikling, for der sker virkeligt noget!
Hvad bliver dine vigtigste opgaver som ny direktør?
Min øjeblikkelige top-3 er at bringe EjendomDanmark endnu tættere på medlemmerne, at sikre de bedst mulige rammevilkår for vores medlemmer fx inden for den grønne omstilling og at styrke det daglige arbejde i organisationen.
Hvad gør ejendomme til noget helt særligt?
Når vi bygger ejendomme, står bygningerne i rigtig mange år. I et land som Danmark, hvor vi opholder os så meget indendørs, er ejendomme og deres anvendelighed helt afgørende. Heldigvis er vi skrappe til hele tiden at udvikle og tilpasse vores ejendomme, så de er tidssvarende.
Hvilke politiske dagsordener er umiddelbart de vigtigste for branchen?
Det er selvfølgelig af afgørende betydning, at branchen til stadighed har de bedst mulige rammevilkår. Tillige er branchen aktuelt udfordret af manglen på kvalificeret arbejdskraft. Og så er det helt afgørende, at ejendomsbranchen bliver en del af løsningen, når vi taler bæredygtighed, klima, socialt ansvar, urbanisering og digitalisering for blot at nævne de vigtigste agendaer. Der er nok at tage fat på.
Hvad laver du, når du ikke går på arbejde?
Jeg både bor og har sommerhus i naturskønne områder. Det bruger jeg til at koble af; der er intet, der kan klare min hjerne som en rask gåtur – ofte med musik i ørerne. Jeg er desuden lidt af en læsehest og læser alt fra krimier til danske klassikere.
Hvordan vil du bruge din første måned på jobbet?
Jeg vil tage hul på at lære medlemmerne, organisationen, beslutningstagerne og medarbejderne lidt bedre at kende.
Peter Stenholm er 56 år gammel og har været direktør i Dansk Byggeri og senest vicedirektør og branchedirektør i DI, ligesom han tidligere har arbejdet i HTS, Dansk Arbejdsgiverforening og Forsvarsministeriet. Peter Stenholm har en baggrund som advokat, bor i Virum, er gift og har 2 sønner.