Vi skal være grønnere, bruge vores ressourcer klogt og gøre os mindre afhængige af blandt andet russisk gas.
Det er budskaber, vi har hørt mange gange – og de er blevet endnu mere presserende i lyset af krigen i Ukraine, der har sat fokus på, hvordan klima- og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen.
Derfor er EU’s bygningsdirektiv mere aktuelt end nogensinde. Det skærper kravene til energieffektivitet i bygninger og fremmer overgangen til vedvarende energi. Det er en enorm opgave at omstille Danmarks mere end to millioner bygninger til zero-emission inden 2050.
Den transformation kræver massive investeringer – og netop derfor er det afgørende, at vi hele tiden har energibesparelser som et klart mål. For implementeringen må ikke blive et katalog af nye krav, der skaber unødvendigt bureaukrati.
Ifølge Energistyrelsen står bygninger alene for 40 procent af Danmarks samlede CO2-udledning. Det betyder, at ejendoms- og byggebranchen spiller en helt central rolle, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling.
Derfor er det også afgørende, at implementeringen af EU’s bygningsdirektiv sker med fokus på energieffektivitet – og ikke bliver en øvelse i at pålægge danske ejendomsejere en lang række ekstra opgaver.
Der er god grund til at være på vagt over for ambitioner, der bliver for mange og for komplekse på én gang.
Risikoen er nemlig, at vi ender med et sæt tekniske krav, som hverken ejendomsejere eller almindelige danskere kan finde hoved og hale i. Og så risikerer vi, at de reelle energi- og CO2-besparelser udebliver – mens forvirring og fejlinvesteringer tager over.
Balancen mellem land og by
Vi skal ikke kun fokusere på de nationale ambitioner. Vi skal også se på, hvordan kravene vil virke i praksis. Hvis vi vil lykkes med at energieffektivisere, skal løsningerne hænge sammen – både for bygningsejere i storbyen og i landets mindre byer.
Der er stor forskel på, hvor nemt det er at tiltrække investeringer til energirenoveringer, afhængigt af hvor i landet en ejendom ligger.
To bygninger kan være bygget samme år, have samme energimærke og samme størrelse – og alligevel er det markant nemmere at låne penge til energirenovering i Indre København end i Holstebro.
Det skyldes helt enkelt, at ejendomsværdien i storbyerne er markant højere, hvilket giver bedre mulighed for at låne penge i banken.
Min bekymring er, at hvis vi ikke tager højde for de regionale forskelle, risikerer vi, at direktivet i praksis vil accelerere urbaniseringen.
Energikrav, der ikke afspejler den lokale virkelighed, kan betyde, at bygninger og hele områder i provinsen bliver hægtet af udviklingen – og i værste fald ender som usælgelige ejendomme i ellers attraktive omgivelser.
Forskellige bygninger og forskellige krav
Det er ikke nok blot at skelne mellem land og by – vi er også nødt til at tage højde for de forskellige bygningstyper. Den danske bygningsmasse er heldigvis mangfoldig, og det kræver, at vi anerkender de væsentlige forskelle mellem moderne byggeri og ældre ejendomme.
En ældre boligkarré fra begyndelsen af 1900-tallet vil aldrig kunne holde lige så godt på varmen eller bruge lige så lidt energi som en moderne kontorejendom – uanset hvor meget ekstra isolering vi lægger ind, eller hvor intelligent vi styrer fyret i kælderen.
Derfor giver det god mening at arbejde med differentierede energimærker.
Vi kan ikke forvente, at alle bygninger lever op til de samme mål, og derfor bør vi differentiere kravene, så alle bygninger ikke skal kunne det samme, men hver især skal renoveres op til det omkostningsoptimale niveau for den enkelte bygning.
Det er både rimeligt for den enkelte ejer, og samtidig er det også i respekt for den rige bygningskultur, vi har i Danmark.
En væsentlig pointe, som vi også bør have med i diskussionen, er, at energieffektiviseringen ikke kun skal give mening økonomisk, men også klimamæssigt. Renoveringer må ikke medføre en større CO2-udledning, end hvad de efterfølgende energibesparelser kan opveje.
EU’s bygningsdirektiv er et skridt i den rigtige retning for at sikre en grønnere fremtid. Men for at det virkelig skal gavne både klimaet og Danmark som helhed, kræver det en omhyggelig implementering.
Vi skal tage højde for de praktiske udfordringer i både by og land, samt de forskelle der eksisterer mellem nye og gamle bygninger.
Kun ved at balancere kravene og gøre dem målrettede og realistiske, kan vi sikre, at ingen ejendomsejere bliver uforholdsmæssigt presset. Det er den ansvarlige vej frem – og den eneste vej til en bæredygtig omstilling for hele Danmark.
Dette debatindlæg blev gang bragt i Altinget d. 28. april 2025.