/ Nyheder / Kollegapadel booster hverdagen

Kollegapadel booster hverdagen

20 procent squash, 80 procent tennis, 100 procent sjovt. Sportsgrenen padel er blevet et fælles holdepunkt hos en gruppe medarbejdere i ejendomsselskabet Wihlborgs.

Af

Foto: Jeppe Carlsen

Klokken er seks om morgenen. Mens Danmark kun så småt er ved at vågne op til en ny dag, står fire kollegaer klar til dagens første udfordring. Skrivebord og kontorstol er erstattet med træningstøj, bat og bold. I snart et år har medarbejderne en-to gange om ugen kastet sig over den stadig mere populære sport padel. En sportsgren, som Dansk Padel Forbund selv beskriver som det bedste fra andre ketsjer– og batsportsgrene og en sport, der giver adrenalin, makkerskab og hyggeligt samvær. Og det kan de fire kollegaer godt nikke genkendende til.

”Det er sjovt at have noget til fælles ud over arbejde – noget, hvor man kan stikke lidt til hinanden i hverdagen og har noget at mødes om uden for arbejdstid,” siger Ida Kingo Hansen, der er kommunikationskonsulent i Wihlborgs og den, der i sin tid fik overtalt sine kollegaer til at hoppe med på bølgen.

Alle kan være med

Hvor Ida Kingo Hansen er placeret i markedsafdelingen, kommer de øvrige spillere og kollegaer Kasper Lützhøft og Aske Kieler fra projektafdelingen og Mikkel Willard fra udvikling. Fælles for dem er, at de er bidt af træning og konkurrence – og padel giver dem begge dele.

Padel spilles gerne mellem to makkerpar. Banen er omgivet af både glas og trådhegn. Begge dele bruges aktivt i spillet, da bolden skal kunne bande fra de omgivende vægge. Bold, net og pointsystem er overført fra tennis, mens den aktive brug af vægge stammer fra squash. Duellerne i padel kan være lange, og det er noget af det mest spændende ved sportsgrenen, forklarer Akse Kieler.

”Jo længere duellerne er, jo mere intenst bliver spillet, og jo mere ofrer man sig for at komme i mål. Hvor tennis handler en del om styrke, handler padel mere om korrekt placering og at kunne styre sine slag.”

Samtidig er det en god sport at gå til, selvom man er helt grøn inden for ketsjersport, påpeger Ida Kingo Hansen.

”Det er en sport, hvor alle kan være med, da det ikke kræver særligt meget teknik. For os har det været learning by doing – men jeg har da også bemærket, at mine kollegaer lader sig inspirere af YouTube til nye slag og teknikker.”

Øget arbejdsglæde

Ud over at det er underholdende og sjovt at være på banen, er de fire kollegaer også overbeviste om, at træningen giver dem et løft både socialt og fagligt.

”Det giver et kollegialt sammenhold at mødes i andre omgivelser end på kontoret, hvor vi i glasburet smider de formelle tøjler og kommer med højlydte udbrud, grin, gråd og hån, alt imens eventuelle frustrationer går ud over en uskyldig padelbold. Når vi efterfølgende møder på arbejde, er humøret, energiniveauet og det kollegiale bånd i top. Det bidrager alt sammen til en forøget arbejdsglæde,” siger Mikkel Willard.

Kasper Lützhøft er enig i, at træningen giver et energiboost til hverdagen.

”Det kan være svært at stå tidligt op om morgenen, men når rutinen først er der, synes jeg helt klart, det giver noget at være i gang fra morgenstunden af. Især når meget af arbejdsdagen består af stille­siddende arbejde. Træningen gør mig frisk i hovedet og klar til at koncentrere mig,” siger han.

Julelys i øjnene

Det er faktisk ikke kun de fire kollegaer, der går op i deres nye fritidsinteresse. Også de øvrige kollegaer i virksomheden følger med på sidelinjen. Når spillerne returnerer til kontoret tirsdag morgen efter padeltræning, bliver de som regel bedt om at aflægge rapport over dagens kamp ved virksomhedens fælles morgenmøde.

”Her er der typisk to, der hænger med mulen, mens de andre sidder med julelys i øjnene og gladeligt fortæller, hvordan det er gået,” siger Mikkel Willard.