/ Nyheder / Ishøj når nye højder

Ishøj når nye højder

Ishøj er højdespringer i årlig undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed. Kommunen har bl.a. sænket antallet af ejendomsforbrydelser, og samtidig er det blevet hurtigere og billigere at komme igennem med sin byggesag. Ishøj ligger nu i den bedste tredjedel af landets kommuner.

Af

Ishøj er højdespringer i årlig undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed. Kommunen har sænket ejendomsforbrydelserne, og der er forbedret på byggesager. Foto: Sohl, iStock

Sidste år lå Ishøj i bunden af listen over Danmarks mest ejendomsvenlige kommuner med en 86. plads, men i år ser det anderledes lyst ud. Ishøj rykker 58 pladser frem og lander på en 28. plads. Det er EjendomDanmark, der står bag undersøgelsen, der sætter fokus på, hvilke kommuner der skaber de bedste rammer for at tiltrække ejendomsinvesteringer og vækst.

”Vi er stolte af at være højdespringer i dette års undersøgelse. Vi gør en stor indsats for at skabe rammerne for attraktive ejendomme til erhvervslivet. Vi har fx de sidste fire år bygget to nye erhvervsområder tæt ved motorvejen,” siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj Kommune.

Også EjendomDanmarks adm. direktør Jannick Nytoft glæder sig på Ishøjs vegne.

”Stor ros og anerkendelse til Ishøj for at have lagt sig i selen for at skabe gode vilkår til erhvervsliv og ejendomsejere. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor det danske erhvervsliv og økonomien i forvejen er presset i knæ pga. coronakrisen,” siger han.

Tryghedskig

Ishøj har bl.a. fået point for at sænke antallet af indbrud og hærværk. Tiltag rettet mod unge kan have smittet positivt af på udviklingen, mener Ishøj Kommunes Mette Engbæk Jensen, leder for Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse i Center for Børn og Forebyggelse.

”Vores by skal være et dejligt sted at være. Derfor arbejder vi hele tiden på at mindske utrygsvækkende og uhensigtsmæssig adfærd,” siger hun.

Et af de initiativer, kommunen står bag, er netværket ”Unge Udenfor.” Netværket skal sikre en øget tryghed på udendørsarealerne i Ishøj. Samarbejdet sker på tværs af de kommunale afdelinger. Ud over afdelingen for tryghed og kriminalitetsforebyggelse består netværket blandt andre af repræsentanter fra Center for Vej, Park og Miljø og gadeplansmedarbejdere.

Netværket foretager bl.a. løbende tryghedskig, hvor de vurderer, hvad der skal til for at optimere på de steder, hvor de unge hænger ud.

”Har vi konstateret hærværk som fx smadrede ruder eller graffiti, så gælder det selvfølgelig om at få udbedret skaderne og se på hvilke løsninger, der skal til, så det ikke sker igen. Er der blinde vinkler i området? Måske skal bevoksningen beskæres, eller der skal en ekstra lampe op. Det kan også være, der er enkelte unge mennesker, vi skal have en snak med,” siger Mette Engbæk Jensen.

Sløjfet byggesagsgebyr

Ishøj Kommune får også point for at have gjort det nemmere at komme igennem med sin byggesag. Ishøj har sænket timeprisen på byggesager fra 629 kr. til 500 kr. per time. Sagsbehandlingstiden er reduceret fra 55 til 38 dage.

”Vi har ikke bare sænket timeprisen. Fra april og resten af 2020 har vi sløjfet byggesagsgebyret helt for både erhverv og private, for at holde hånden under kommunens virksomheder, som er hårdt spændt for under corona. Vi bestræber os løbende på, at sagsbehandlingstiden skal være så kort som muligt,” siger Ishøjs borgmester.

Sjælland halter bagefter

Det er niende år i træk, EjendomDanmark måler på ejendommenes vilkår i landets 98 kommuner. Igen i år ligger de jyske kommuner generelt lunt i svinget og tager ni ud af ti pladser i top-10. Billund indtager i år førstepladsen.

På landsplan går det overordnet set bedre på to ud af de seks parametre, som indgår i undersøgelsen set i forhold til sidste år. På den positive side fortsætter antallet af ejendomsforbrydelser med at falde og ligger nu historisk lavt. Ejendomsforbrydelser er faldet med 8,2 procent på landsplan. En række kommuner har sænket dækningsafgiften.

Kommunerne har dog også bevæget sig i en mere negativ retning. Sagsbehandlingstiden er steget svagt det sidste år, og timeprisen for byggesagsbehandlingen er i gennemsnit steget med næsten 60 kr. per time. To kommuner har sat grundskylden op, mens resten har holdt den i ro. Der er ikke sket ændringer i antallet af lejeregulerede kommuner.

Fakta: Det bliver kommunerne målt på

I EjendomDanmarks årlige undersøgelse måles kommunerne på forhold, som de selv har indflydelse på, og som har betydning for ejendommene. Ud over grundskyld tæller dækningsafgift, om kommunens private lejeboliger er reguleret eller ej, sagsbehandling for byggesager, byggesagsgebyrer og antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud).