Med hvad der kun kan betegnes som et meget solidt flertal, har samtlige af folketingets partier netop vedtaget sidste del af den hjemløsereform, der har været stærkt ventet siden en politisk aftale blev indgået i november 2021. Med reformen bliver ambitionsniveauet skruet i vejret med en tilgang baseret på ”Housing First” som et bærende princip i indsatsen mod hjemløshed.
Med et højere ambitionsniveau og nye økonomiske spilleregler for kommunernes muligheder på området følger et øget pres for at skaffe boliger til målgruppen. Det er særligt en udfordring i de større byer, hvor der er rift om boligerne, hvilket afspejler sig i høje priser eller lange ventelister alt efter boligform.
Private lejeboliger bringes i spil
Det er netop på dette punkt, at hjemløsereformen kan betegnes som et paradigmeskifte i den del af socialpolitikken, der handler om boliger. I første version af lovforslaget var der ellers udelukkende fokus på løsninger omhandlende almene boliger. Men undervejs i udvalgsbehandlingen er der blevet tilføjet en paragraf, så et kendt og afprøvet instrument nu også kan benyttes til private lejeboliger – og dermed fordobles puljen af boliger, der potentielt kan benyttes til at bekæmpe hjemløshed.
Ved at udvide de eksisterende regler om udslusningsboliger til også at kunne benyttes i relation til private lejeboliger, får kommunerne nemlig et nyt og konkret redskab til at skaffe boliger til socialt udsatte borgere. Handlingsrummet udvides fra i høj grad at bestå af ærgrelse og pegen fingre ad hvor få boliger, der findes til fx 3.500 kr. om måneden, til at kommunerne kan tage affære og yde en målrettet støtte til en gruppe udsatte borgere, der forventes at kunne opnå en forbedret livssituation efter en periode med en stabil boligsituation.
Regnestykket ser endda ud til at være relativt simpelt. Når kommunerne ifølge socialpolitisk redegørelse betaler mellem 40.000-70.000 kr. om måneden for ophold på forsorgshjem, herberg og lignende botilbud, burde der være sund økonomi i at betale et mindre huslejetilskud i en begrænset periode, hvis der ikke kan skaffes boliger med en husleje, der kan rummes af borgerens egen typisk beskedne indkomst.
Unødvendigt rigide rammer
Det nye værktøj giver et betydeligt potentiale for at løfte indsatsen mod hjemløshed markant. Men før det potentiale kan indfries, skal der både være en vilje til stede hos kommuner og private udlejere, og der skal samtidig etableres helt nye samarbejdsprocedurer mellem de to parter. Derfor er det også ærgerligt, at muligheden for at etablere udslusningsboliger i private lejeboliger skal udføres under de rigide rammer om kommunal anvisning, der gør samarbejdet langt mere besværligt, end det burde være.
Man kan fx forestille sig en større udlejer, der gerne vil bidrage til indsatsen mod hjemløshed, og derfor systematisk overvåger de ledige lejemål på tværs af porteføljen med det formål at sende tilbud til kommunen om at benytte egnede boliger til udslusningsboliger. Den tilgang fungerer ikke i praksis, da der skal indgås særskilte aftaler om hver enkelt ejendom med formkrav til udbudsrunder og krav om at stille en vis fast andel eller et vist antal lejligheder til rådighed – dog mindst to og højst hver fjerde. Blot for at nævne nogle af besværlighederne Og hvor man endda ikke kan indgå en sådan aftale, hvis der tidligere har været indgået en sådan aftale for den pågældende ejendom. Hvem disse benspænd gavner står hen i det uvisse.
Potentialet vil derfor i første omgang være mindre end det behøvede at være, hvis lovgivningen i højere grad var medspiller frem for modspiller. Men det skal ikke fjerne fokus fra i første omgang at rose folketingets partier for at tilvejebringe det nye værktøj som led i den nye tilgang. Selv med en spæd start kan der opbygges gavnlige erfaringer, så potentialet kan realiseres yderligere i næste runde, når der forhåbentlig er vilje til at kaste et konstruktivt blik på de samlede rammer for privat udlejning.
Dette indlæg blev første gang bragt på altinget.dk d. 22. maj 2023.