/ Nyheder / Hovedstadens boligmangel til debat på vælgermøde

Hovedstadens boligmangel til debat på vælgermøde

EjendomDanmark havde i samarbejde med andre boligorganisationer samlet de københavnske spidskandidater til debat om, hvordan vi skal bo i fremtidens København.

Af

Alle spidskandidaterne i København var samlet til boligpolitisk vælgermøde. Foto: Lars Græsborg Mathiasen

Mandag aften dannede PRESSEN rammerne om en livlig og velbesøgt debat om hovedstadens boligpolitik, da ABF Kreds Hovedstaden, BL 1. Kreds, LLO Hovedstaden og EjendomDanmark for første gang gik sammen om at samle alle spidskandidaterne til kommunalvalget i København til et fælles vælgermøde.

Boligmangel og betalbare boliger

Debatten blev modereret af Niels Krause-Kjær, der styrede diskussionen mellem de 11 københavnske spidskandidater foran de knap 300 fremmødte vælgere.

Blandt emnerne var bl.a. den store mangel på boliger i hovedstaden. Ifølge kommunens egen boligredegørelse fra 2024 forventes det, at der kommer til at mangle mere end 80.000 boliger i København frem mod 2060.

Et af de spørgsmål, EjendomDanmark søgte svar på blandt kandidaterne, var derfor, hvordan politikerne vil skabe attraktive rammer for, at private investorer har interesse i at øge udbuddet af boliger i København.

Hvilken type boliger, og hvad det skal koste at bo i dem, var ligeledes et varmt emne i debatten.

Hvis vi kan, kan I også

Det brede samarbejde om at stable et boligpolitisk vælgermøde på benene kom på foranledning af et fælles ønske om at løfte den boligpolitiske dagsorden trods de fire arrangørers forskellige interesser. Men lige så meget var samarbejdet et håb om, at politikerne efter valget også vil samarbejde på tværs for at skabe stabilitet og gode rammevilkår for byudviklingen.

Aftenens afsluttende budskab til politikerne var således, at hvis vi kan samarbejde – så kan I også.