/ Nyheder / Forlænget ansøgningsfrist til Byhavepuljen

Forlænget ansøgningsfrist til Byhavepuljen

Fristen for ansøgninger om tilskud til etablering af byhaver er netop forlænget. Der kan nu søges tilskud i puljen frem til den 1. oktober 2023.

Af

Søg tilskud til etablering af byhave i din boligforening eller private udlejningsejendom, og giv beboerne nemmere adgang til grønne oaser i byerne.

Tilskuddet gives blandt andet til etablering af byhaver i gårde eller på tagterrasser.

Om puljen

Tilskudspuljen til etablering af byhaver har til formål at skabe adgang til grønne områder for borgere i de store byer, hvor der er længere til natur, og hvor man ikke har egen have.

Puljen består i 2023 af 4,2 mio. kr. Der gives tilskud mellem 25.000 – 250.000 kr., og tilskuddet dækker 50 procent af udgifterne til tilskudsberettigede aktiviteter.

Konkret kan der søges midler til følgende (tilskudsberettigede aktiviteter):

  • Udgifter til projektering dvs. planlægning af projektet. Det kan fx være udgifter til rådgivning om løsninger og materialer samt udarbejdelse af tegningsmateriale mv.
  • Udgifter til materialer herunder plantekasser, planter, træer, muld mv.
  • Udgifter til selve etablering af byhaven, herunder arbejdstimer for gartner eller lignende.

Det er muligt for ejerforeninger, andelsforeninger og private udlejere i København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg at søge tilskud til projekter.

Ansøgning om tilskud

Social- og boligstyrelsen har forlænget ansøgningsfristen til tilskudspuljen til etablering af byhaver. Den nye ansøgningsfrist falder den 1. oktober 2023.

Ansøgning sker ved udfyldning af ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet og yderligere information om puljen kan findes her.