Det er nu muligt at certificere sin bygningsdrift med Svanemærket. Det sker som et bidrag til at udnytte det store miljø- og klimapotentiale, der ligger i at optimere driften af bygninger – særligt store kontorbygninger og beboelsesejendomme.
“Alle bygninger påvirker naturen, miljøet og klimaet, både under byggeri og i drift. Derfor indfører Svanemærket nu krav til bygningsdrift, der både skal være med til at fremme ressourceeffektiviteten, reducere klimapåvirkningen, sikre et bedre indeklima og forlænge bygningens levetid. Når man certificerer sin bygningsdrift med Svanemærket, træffer man altså både et bedre valg for miljø, klima og beboere”, siger Heidi Bugge, kriteriechef i Miljømærkning Danmark, i en pressemeddelelse.
Det er muligt at certificere driften af beboelsesejendomme, kontorejendomme og institutionsejendomme som blandt andet skoler og daginstitutioner.
Obligatoriske krav til bygningsdriften
I udviklingen af de nye kriterier, er der udarbejdet 38 obligatoriske krav inden for ni hovedområder. Fælles for disse er, at de har høj miljørelevans for bygningens brugsfase.
Svanemærkets ni hovedområder:
- Energi
- Klimaforandringer
- Indeklima
- Vand
- Genanvendelse, genbrug og affaldshåndtering
- Udemiljø og biodiversitet
- Servicer og produkter til daglig drift, vedligeholdelse og bygningsforbedringer
- Generelle krav
- Management
Webinar om de nye kriterier
Den 5. november 2024 inviterer Svanemærket til webinar i anledning af lanceringen af de nye krav til bygningsdrift. Her kan deltagerne også få indblik i, hvilket miljø- og klimapotentiale, der ligger i at optimere driften af eksisterende bygninger.
Læs mere om webinaret og tilmeld dig her.