/ Nyheder / Læringsforløb slutter: ”Vi har fået et forspring på ESG-dagsordenen”

Læringsforløb slutter: ”Vi har fået et forspring på ESG-dagsordenen”

Deltagerne i et læringsforløb om bæredygtighed, som EjendomDanmark udbyder, er på forkant med den grønne udvikling. Det mener en af de virksomheder, der har deltaget i forløbet.

Af

Det var glade deltagere, der stillede op til fælles foto efter et veloverstået læringsforløb om bæredygtighed.

Rambølls kontorlokaler et stenkast fra Field’s i Ørestaden dannede rammen om den afsluttende læringsdag i et læringsforløb om bæredygtighed i ejendomsbranchen, som EjendomDanmark og Rambøll afholder. Det er den tredje læringsdag i et forløb, der har varet et halvt år. 

Læringsforløbet er en del af et større projekt om bæredygtighed, der også omfatter udviklingen af en digital læringsplatform. 

Forløbet har samlet over 30 ejer- og administratorvirksomheder fra hele landet til et intenst forløb, der skulle ruste dem til at arbejde strategisk med bæredygtighed. Forløbet har budt på ekspertoplæg, fælles diskussioner og hjemmearbejde og møder i Odense, Aarhus og nu i København.

Flere virksomheder i forløbet fortæller, at de takket være deltagelse i læringsforløbet føler sig på forkant med udviklingen, og at de står godt rustet til for eksempel at tage dialogen med deres kunder om bæredygtighedsemner.

Indlæg var øjenåbnende

Til den sidste læringsdag i forløbet blev virksomhederne sat til at diskutere deres egen udvikling af en strategi for deres arbejde med bæredygtighed. De fik samtidig et indblik i, hvordan Maja Grud Minzari, Head of ESG i Fokus Nordic, har grebet den opgave an.

Og det var lidt af en aha-oplevelse at høre fra en aktør fra branchen, der brugt de øvelser, de har været igennem i forløbet, fortæller Julie Kirstine Jensen, administrationschef i LEA Ejendomspartner.

”Jeg synes, at Maja Grud Minzaris oplæg var meget håndgribeligt. Hun gjorde det tydeligt, hvordan vi får vores strategiske overvejelser ned på papir, og det var rigtig inspirerende at få et indblik i hendes maskinrum,” siger hun og fremhæver Maja Grud Minzaris pragmatiske tilgang til at arbejde med bæredygtighed.

”Det er en svær dagsorden, der udvikler sig hele tiden. Selv i Fokus Nordic har de ikke alle svar, og det er de ikke blege for at indrømme. Vi er meget motiverede til at komme i gang nu.”

For Tine Brockhuus, direktør i V.M. Brockhuus Ejendomme A/S der ejer og administrerer ejendomme i og omkring København, var dagens program og Maja Grud Minzaris oplæg med til at kaste lys over bæredygtighedsdagsordenen.

”Endelig har jeg fået styr på bæredygtighedsbegreberne, og jeg har forstået, hvad vi taler om. Forløbet er blevet så konkret, som jeg har efterlyst tidligere. Maja Grud Minzaris oplæg var et godt eksempel på, hvordan de øvelser, vi har været igennem i forløbet, kan se ud, når de bliver implementeret i virkeligheden.”

På forkant med udviklingen

For Tine Brockhuus har forløbet været udfordrende og med en stejl læringskurve.

Især i læringsforløbets begyndelse havde hun svært ved at finde hoved og hale i hele begrebsverdenen på bæredygtighedsområdet, fortæller hun.

”Det var svært at forstå alle de nye begreber, og jeg tænkte, at det ville have været rart at starte mere lavpraktisk med et klimaregnskab, og så tage de strategiske overvejelser derfra. Men nu er tiden gået, og jeg har efterhånden fået begreberne og emnet under huden” siger hun.

Hun fortæller også, at hun faktisk er på forkant på flere områder, men har manglet at få nedskrevet sine indsatser og kommunikeret dem til sine kunder. Hun har netop haft dialog med kunder om ejendomsdata, et emne, hun forventede de selv ville spørge ind til, men som hun kom dem i forkøbet omkring.

”Den dialog gjorde det klart for os, at ved at deltage i dette læringsforløb har vi fået et forspring på ESG-dagsordenen i forhold til mange andre,” siger hun.

Dagsordenen er mere konkret

Julie Kirstine Jensen mener, at læringsforløbet har gjort det lettere at navigere i emnerne ESG og bæredygtighed.

”Jeg synes, at læringsforløbet har været enormt udbytterigt. Det har gjort noget meget diffust mere konkret og håndgribeligt, og vi kommer herfra med gode redskaber til, hvordan vi skal gribe dagsordenen an,” siger hun og tilføjer, at det er nu, de for alvor skal begynde arbejdet med bæredygtighed i Lea Ejendomspartner.

”Vi skal i arbejdstøjet i forhold til specielt energimærker og forbrugsdata på ejendommene, og det skal foregå i forening med vores kunder. Vi meldte os til læringsforløbet, for at blive klædt på til at klæde vores kunder på, og det er vi blevet. Udfordringen for os er, at vi har mange forskellige kunder med forskellige behov, og vi skal kunne give dem alle en god rådgivning, uanset hvor langt de er i deres bæredygtighedsrejse.”

Åbenhed er højdepunktet

En central del af læringsforløbet har været at koble deltagerne med andre virksomheder, som de kan spejle sig i og diskutere i øjenhøjde med.

Både Tine Brockhuus og Julie Kirstine Jensen fremhæver da også deres kollegaers og konkurrenters åbenhed og velvillighed til at dele viden og erfaringer som et højdepunkt i forløbet.

”Ingen har siddet og holdt på hemmeligheder, vi har delt plancher, indsigter og frustrationer med hinanden. Det har overrasket mig meget positivt. Det er som om, vi alle er indforståede med, at vi arbejder mod et højere mål her. Dagsordenen er så alvorlig, at det går ud over os alle sammen, hvis vi fejler” siger Tine Brockhuus, der samtidig fortæller, at hun har lavet en ERFA-gruppe med en anden deltager i forløbet.

Julie Kirstine Jensen kommer med en lignende pointe om kollegaernes åbenhed.

”Det er enormt spændende, at vi har været så åbne og delt med hinanden i forløbet. Vi er vant til at sidde i hver vores kontor, men her er der en fælles forståelse for, at det her er en dagsorden, hvor vi godt kan og vil dele med hinanden. Og dét, selvom det kan være sårbart. Det er samtidig også en indsigt i, at andre faktisk lidt er samme sted som os, og at det er helt okay.”

En del af et bæredygtighedsprojekt

Læringsforløbet er en del af projektet Bæredygtig Omstilling i Ejendomsbranchen, der også tæller udviklingen af en digital læringsplatform, der netop er lanceret til branchen. Den har virksomhederne i læringsforløbet prøvetestet. Hvis du også vil blive klogere på bæredygtighed i ejendomsbranchen, kan du tilmelde dig læringsplatformen her.

På læringsplatformen kan du blive klogere på lovgivning, grøn markedsføring eller tage et strategiforløb, der ligner dét, som deltagerne i det fysiske læringsforløb har været igennem.

Projektet er støttet af Realdania, GI, EjendomDanmark Fonden, Forenet Kredit og Rambøll Fonden.