Knap har støvet lagt sig efter 5,2-debatten, før en ny blusser op.
Et forslag om lagerbeskatning af ejendomme er blevet lanceret af regeringen. Med det skal ejendomsbranchen finansiere 850 mio. kr. til muligheden for tidlig pension – nærmere kendt som Arnes Pension.
”Hvornår danskerne kan gå på pension, ligger uden for vores boldgade, men vi har et ansvar for at sige til, når politikerne pålægger os en ny skat, der vil få vidtrækkende konsekvenser for vores branche. Lagerbeskatningen vil ramme væksten, boligudbuddet og koste arbejdspladser,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør, EjendomDanmark.
Behov for flere boliger
Der er stadig mange ubekendte, og forhandlingerne med de andre partier er først ved at tage sin begyndelse. For branchen er der dog allerede nu flere uvisheder. For eksempel hvordan det skal gribes an i praksis, når ejendomme – der ikke handles særlig hyppigt – løbende skal have vurderet deres værdi.
”Mange spørgsmål blafrer lige nu i vinden. Et sådant indgreb vil ramme bredt og påvirke både beboere og ejendomsejere,” siger Jannick Nytoft.
”Samtidig er der ambitiøse planer om mange tusinde flere boliger i de store byer, og det kan måske komme til at knibe med finansieringen, hvis ejendomsbranchen bliver presset på likviditeten. Ergo er det ikke så simpelt, som det bliver forsøgt lanceret fra politisk side. Du kan ikke pålægge en branche en ny stor udgift, uden det også har konsekvenser for andre end dem, der direkte skal betale.”
Sværest for de små
Jannick Nytoft frygter desuden, at det særligt bliver de små og mellemstore virksomheder, der kommer til at mærke lagerbeskatningen hårdest:
”Det bliver svært for alle ejendomsejere, men særligt de mindre virksomheder har ikke nødvendigvis nok likvide midler til rådighed. Det er jo en teoretisk værdi, der skal beskattes, og derfor giver en værdistigning ikke flere penge til ejendomsejeren. Og bliver virksomheden på grund af den ekstra skat presset på likviditeten, må der skæres andre steder. Eller i værste fald kan de små virksomheder grundet forslaget blive presset til at sælge ejendommen til de store – hvilket, som jeg har forstået det, er mod den politiske ambition,” siger Jannick Nytoft.
Denne artikel er første gang bragt i Ejendom, september.