Ejendomsvurderingerne er en historie med mange kapitler – de færreste af dem dog i nærheden af at indeholde meget fra virkeligheden.
Derfor har EjendomDanmark længe sat fokus på de udfodringer, der er med det valgte system og skabe forandringer. Kort sagt har ønsket været, at virkeligheden finder vej ind i vurderingssystemet.
“I flere år har vi arbejdet med dette, og vi har fulgt arbejdsgruppens arbejde tæt. Ambitionen må være, at vurderingerne er nær virkelighedens verden, og det er selvfølgelig ikke acceptabelt, at der er vurderinger, som rammer enormt skævt. Derfor ser jeg positivt på, at der nu fra politisk side åbnes op for at finde løsninger – fremfor at holde fast i, at status quo er den eneste mulighed,” siger adm. direktør Peter Stenholm.
Han henviser til, at Konservative nu har meldt ud, at de vil foreslå et nyt klagesystem i forligskredsen. Der er partiets skatteordfører, Frederik Bloch Münster, der til finans.dk siger, at der bør være mulighed for at klage over skæve vurderinger med afsæt i andre sammenlignelige erhvervsgrunde og ikke med afsæt i boliggrunde.
“Virkeligheden kunne godt sive endnu længere ind i systemet, men jeg betragter det bestemt som et skridt i den rigtige retning. Vi har brugt meget tid på emnet, og jeg er glad for, at vores fokus på det nu begynder at sætte et aftryk – forhåbentlig med politisk velvilje til at skabe et system, der passer bedre,” siger Peter Stenholm.