/ Nyheder / Forlig om Airbnb kalder på mere liberalisering af boliglejeregler

Forlig om Airbnb kalder på mere liberalisering af boliglejeregler

Gårsdagens brede politiske forlig om Airbnb vil sætte yderligere skub i udlejning til ferieformål på korttidsaftaler. Ejendomsforeningen Danmark mener, at der er brug for, at reglerne ligestiller ferieudlejning og udlejning af helårsboliger.

Af

Udenlandske investorer har fået øjnene op for København. Foto: Nick Karvounis

Med det politiske forlig om Airbnb (ferieudlejning) har regeringen sammen med et stort flertal i Folketinget tilkendegivet, at borgerne fremover kan udleje egne helårsboliger til ferieformål i op til ti uger om året.

”Der er tale om en betydelig liberalisering af gældende regler for ferieudlejning, og med den mere lempelige beskatning af lejeindtægterne, må man konstatere, at initiativerne rammer indenfor skiven af regeringens målsætning om at booste deleøkonomien”, udtaler Jannick Nytoft, der er adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Men Ejendomsforeningen Danmark vurderer, at den kommende liberalisering af reglerne for ferieudlejning nødvendiggør en tilsvarende liberalisering af reglerne for udlejning til helårsbeboelse

”Vi vil opleve en ubalanceboligmarkedet, hvis der ikke sker en liberalisering af reglerne for udlejning af helårsbeboelse. Det skyldes, at man ved ferieudlejning kan sætte en markedsleje, mens lejen ved boligudlejning er stærkt reguleret. Det betyder, at borgere fravælger permanent udlejning af fx værelser til studerende og i stedet for vælger at leje boligen ud til turister, da ferieudlejning er sat ind i en mere fleksibel og økonomisk attraktiv ramme”, udtaler Morten Østrup Møller, der er juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Ejendomsforeningen Danmark påpeger desuden, at forligets deregulering i de offentlige regler for udlejning via Airbnb skal følges op af klare regler, der fortsat gør det muligt for både private og almene udlejere samt andelsbolig– og ejerforeninger, og andre boligfællesskaber, at regulere udbredelsen af ferieudlejning.

Kontakt