/ Nyheder / EjendomDanmark ønsker afklaring af usikkerhed om fordeling af skatte- og afgiftsvarslinger

EjendomDanmark ønsker afklaring af usikkerhed om fordeling af skatte- og afgiftsvarslinger

EjendomDanmark har i et brev bedt Boligministeriet om at afklare usikkerhed om fordeling af skatte- og afgiftsvarslinger.

Af

EjendomDanmark har bedt Boligministeriet om at afklare usikkerheder: Foto: iStock, CR.

Efter sammenskrivningen af lejelovgivningen har der været nogle uklarheder om forståelsen af loven, og nogle af de uklarheder er blevet håndteres ved efterfølgende lovændringer. Men der er stadig en uklarhed i relation til, hvorledes lejelovens § 9 a om det udvidede ejendomsbegreb skal fortolkes i sammenhæng med lejelovens § 46, stk. 2, om fordeling af skatte- og afgiftsreguleringer.

Uklare regler bør ændres

Kort beskrevet er problemet, at det er uklart, om man skal anvende det udvidede ejendomsbegreb, når man varsler skatte- og afgiftsforhøjelse i ejendomme, som i øvrigt er omfattet af reglerne om omkostningsbestemt leje, og som består af flere matrikelnumre eller flere ejerlejligheder i samme ejerforening.

I de tilfælde skal det udvidede ejendomsbegreb anvendes, når man varsler omkostningsbestemt lejeforhøjelse, men det er uklart, om det også skal anvendes ved en skatte- og afgiftsvarsling.

EjendomDanmark har nu i et brev til Boligministeriet bedt ministeriet om at komme med sit bud på, hvorledes reglerne skal fortolkes. EjendomDanmark har i øvrigt bedt Boligministeriet om at overveje at ændre loven, således at der ikke fremover vil være en uklarhed om fordelingsprincippet. Læs EjendomDanmarks brev til Boligministeriet her.

Når vi har modtaget svar fra Boligministeriet, orienterer vi naturligvis medlemmerne om svaret.