/ Nyheder / ”Vi frygter, at der pludselig lander en stor regning”

”Vi frygter, at der pludselig lander en stor regning”

Der kan være markante skattestigninger på vej til virksomhederne i de kommuner, der opkræver dækningsafgift. Fisketorvet er blandt de ramte, og det er ikke mindst de mange ubekendte faktorer, der skaber frustration.

Af

Der kan være markante skattestigninger på vej til virksomhederne i de kommuner, der opkræver dækningsafgift. Fisketorvet er blandt de ramte, og det er ikke mindst de mange ubekendte faktorer, der skaber frustration. Foto: Jeppe Carlsen

Fortællingen om ejendoms­vurderingerne har indtil videre ikke haft en lykkelig slutning. Til gengæld bevæger de sig nu fra ministeriernes dokumenter og ud i virkeligheden. For dækningsafgiften i 2022 skal opkræves på baggrund af de nye ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme.

Men problemet er, at disse nye vurderinger ikke er foretaget endnu. Derfor skal virksomhederne i første omgang betale en acontoskat på baggrund af gamle vurderinger. Når de nye vurderinger engang lander, bliver virksomhederne så opkrævet markante skattestigninger for de mellemliggende år – uden nogen form for overgangs­ordning eller mulighed for at planlægge.

”At mixe to ufærdige ingredienser giver ikke et godt slutprodukt, og der er ikke meget pænt at sige om det setup, politikerne har besluttet nu. Mange vil i den nærmeste fremtid modtage skattebilletter, der er svære at gennemskue, og som med garanti ikke udgør den endelige skatteregning. Det har vi længe advaret om ville ske, men der er desværre ikke blevet lyttet,” siger Morten Marott Larsen, underdirektør i EjendomDanmark.

Manglende lydhørhed

Det nye setup og den manglende lydhørhed frustrerer også Helle García Korndal, landechef for URW, som ejer Fisketorvet.

”Den vedtagne løsning er skæv både økonomisk og for virksomhedernes retssikkerhed. Jeg forstår slet ikke, hvordan noget så mangelfuldt kan blive virkelighed. Vi håndterer stadig efterspillet fra coronakrisen, og derfor ville det ansvarlige være at enten bevare det nuværende niveau for dækningsafgift eller udskyde det nye system, indtil ejendomsvurderingerne er klar,” siger hun.

Omvendt skattelotteri

I dag opkræver 34 kommuner dækningsafgift, og det er i de kommuner, at virksomhederne bliver ramt af det nye system. Morten Marott Larsen kalder det et ”omvendt skattelotteri”, fordi det ikke er til at vide, hvem der rammes af skattestigninger – og hvor høje de bliver.

”Svaret kommer formentlig tidligst i 2025, og så længe kan man ikke have en mærkværdig acontobetaling hængende i limbo. Hvordan skal virksomhederne kunne håndtere, at der måske lander en regning med tilbagevirkende kraft om tre år? Det kommer også til at give udfordringer ejer og lejer imellem,” siger Morten Marott Larsen.

Det er netop også uvisheden om fremtidens regning, der frustrerer hos Fisketorvet:
”Vi frygter, at der pludselig lander en stor regning. Allerede nu risikerer vi, at der kommer en stigning, men hvem ved, hvor det endelige beløb ender. Den usikkerhed er ukonstruktiv og helt uforståelig for investorer, der skal bidrage til at videreudvikle virksomheder og bydele,” siger Helle García Korndal.

Fakta

Dækningsafgiften skal fremadrettet betales på baggrund af grundværdien i de nye vurderinger. De nye erhvervsvurderinger er endnu ikke klar, og de ventes først klar tidligst i 2025. Der kommer derfor senere en efterregulering, hvor den endelige regning kan både stige og falde. Skatteministeriet forventer, at den gennemsnitlige skat stiger med 37 procent svarende til 800 mio. kr. om året. Loven blev vedtaget af Folketinget kort før julen 2021.

Bøger

Vejledning om vurdering af erhvervsejendomme

Obligatorisk lærebog til et fag på EA-uddannelsen.

Pris for medlemmer (ex. moms) kr. 35,00

Normal pris (ex. moms) kr. 45,00

Fisketorvet blandt de ramte

Det er stort set alene hovedstadskommunerne, der opkræver afgiften, og Københavns Kommune, hvor Fisketorvet ligger, opkræver næsten lige så meget som de øvrige 33 kommuner.

Sammen med kommunen har Fisketorvet planer om at udvikle i området omkring centret og på Vesterbro.

”Vi har mange planer og store ambitioner for både udvikling og udvidelse af Fisketorvet, men det er vanskeligt for os at realisere dem og investere i dem, når uvisheden er så stor. Det, vi i dag betaler i dækningsafgift, dækker også over et område under fortsat udvikling og i venten på Metro-byggeriet, som endnu ikke er påbegyndt og derfor ikke genererer omsætning,” siger Helle García Korndal.

Håbet er efterhånden ikke stort for, at der kommer en løsning, der sikrer ejerne på samme måde, som de private boligejere er blevet sikret mod store forventelige stigninger i ejendomsskatten.

”En vis beskyttelse ville være klædelig og give en form for sikkerhed. I virkeligheden beder vi om en beskyttelse mod enorme stigninger, og det, synes jeg egentlig, er et meget rimeligt ønske,” siger Helle García Korndal.

Vent, til vurderinger eksisterer

Det er Morten Marott Larsen enig i. EjendomDanmark har foreslået, at man venter med at overgå til beskatning på baggrund af de nye vurderinger, indtil de rent faktisk eksisterer.

”Det er jo så simpelt: Man bør ikke opkræve på baggrund af noget, der ikke er gennemført endnu. Det ville jo være en oplagt løsning at trække stikket på opkrævningen. Derudover er jeg enig med Helle García Korndal i, at virksomhederne burde få en beskyttelse mod markante stigninger,” siger Morten Marott Larsen.

Den nye aftale om opkrævning blev vedtaget i december 2021.