/ Nyheder / To nye certificerede ejendomsinvestorer til branchen

To nye certificerede ejendomsinvestorer til branchen

To studerende kan gå sommeren i møde som certificerede ejendomsinvestorer efter endt eksamen. Traditionen tro fik de et par ord med på vejen, inden de fik overrakt deres eksamensbevis.

Af

To nyudklækkede certificerede ejendomsinvestorer blev fejret i EjendomDanmark.

Champagne og chokolade stod klar til Jeanette Rosenberg fra CEJ Ejendomsadministration A/S og Ronni Hansen fra HK/Hovedstaden, der kunne sætte kryds ved deres eksamen for certificerede ejendomsinvestorer på niveau 2.

”Jeg lægger gerne ud med et ordsprog, og det har jeg også valgt at gøre til jer i dag: Den, der tror, at man er færdiguddannet, er ikke uddannet – men færdig. Vi skal hele tiden lære og følge med, og det er vigtigt at udfordre sig selv, lige som I gør her,” lagde Morten Marott Larsen, underdirektør i EjendomDanmark, i sin tale.

Vigtigt at holde sig ajour 

At holde sig opdateret på viden er alfa omega i en branche, der hele tiden er under udvikling, fortsatte han:

”Der sker rigtig meget med ejendommene i øjeblikket. Digitalisering og bæredygtighed er bare to af de faktorer, der påvirker ejendomsbranchen. Men vi er også inde i en periode, hvor økonomien er lidt usikker. Selvom vi skulle komme ind i en krise, skal ejendommene stadig udvikles – det skal vi være klar på – blandt andet via dygtige, uddannede medarbejdere.”

Med Jeannette Rosenberg og Ronni Hansen har ejendomsbranchen nu i alt 36 certificerede ejendomsinvestorer.