/ Nyheder / Stigende efterspørgsel på nordjyske lejeboliger

Stigende efterspørgsel på nordjyske lejeboliger

Uanset om det er butikslokaler, drømmehjemmet eller virksomhedens arealer er der færre ledige kvadratmeter til leje i Nordjylland. Det viser ny opgørelse fra EjendomDanmark.

Af

Foto: Jens Rosenfeldt/ EjendomDanmark

2020 har på mange måder været et udfordrende år, men der er stadig fremgang at spore i Nordjylland. En ny opgørelse over tomme lejemål viser nemlig, at mere og mere bliver lejet ud. Det er uanset, om det handler om industri, kontor, butikker eller boliger:

”Ser vi bare på Aalborg, er der jo blevet bygget enormt mange nye boliger de seneste år, og nye områder er blomstret op. Derfor har byen generelt set haft flere stående boliger tomme end i de andre store byer, men nu kan vi se, at udviklingen begynder at vende. Der flytter aalborgensere ind i de mange tomme boliger, og det driver hele regionen. Det er positivt for alle, når en bolig bliver til et hjem,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

Han påpeger desuden, at selvom regionen er den af landets fem, der generelt har flest tomme lejeboliger, så er det også her, at faldet i procentpoint er højest over de seneste tre måneder.

Byliv og butikker

Men det er ikke alene i lejeboligerne, at der rykker nye kræfter ind i. Det gælder også for butikkerne. Her er faldet på 1,3 procentpoint i forhold til for tre måneder siden i Aalborg – mens faldet for butikker i hele Region Nordjylland er 0,9 procentpoint siden sommeren.

”Det har ikke været lige let at have en butik i 2020, men der er driftige folk i gang, der åbner og udvikler. Liv i butikkerne bidrager meget til byerne,” siger Jannick Nytoft.

I Nordjylland er butikstomgangen 7,4 procent. Det er den næstlaveste i landet – kun Region Midtjylland har med 6,8 procent en lavere andel tomme butikskvadratmeter.