En tur i Ikea med Mie Møller, Lead Architect hos DEAS Group, kan være startskuddet til en ny begyndelse for kvinder, der skal flytte fra krisecenter til eget hjem. Indsatsen går under titlen ”Fra bolig til hjem” og er en del af Røde Kors’ arbejde, hvor formålet er at hjælpe kvinder og børn med at skabe gode, trygge og funktionelle hjem. Mie har været tilknyttet som frivillig i et år.
”Det giver mig enormt meget at kunne bruge min faglighed til frivilligt at hjælpe nogle af samfundets mest sårbare kvinder og deres børn. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at det var her, jeg skulle bruge tid og kræfter, da Røde Kors søgte efter frivillige arkitekter,” fortæller hun.
Trivsel og ro
Som frivillig bliver Mie tilknyttet en kvinde, der har sagt ja tak til at få hjælp og støtte til at indrette et trygt hjem for hende selv og ofte også hendes børn. For kvinderne, der står på dørtærsklen til deres nye liv, er det en stor hjælp at få en hånd til de mest basale ting, fortæller Mie.
”De fleste kvinder, der flytter fra et krisecenter, har lige været igennem den mest kaotiske periode i deres liv. Hjemmet har stor betydning for trivsel og ro, men det kan være meget svært at overskue en flytning, når man er lav på overskud. Jeg hjælper kvinderne og deres børn ved at gøre indflytningen nemmere og mere overskuelig.”
Power til at møde hverdagen
Mie mødes blandt andet med kvinderne i deres bolig for at få en idé om indretning og familiens behov. Hun bidrager ved at se mulighederne i boligen og hjælper med at vælge farve til væggene og købe inventar. Familierne får blandt andet udstedt gavekort til Ikea via midler fra Røde Kors, men modtager også basale ting fra krisecenteret, som privatpersoner eller virksomheder har doneret.
”Jeg tager gerne med kvinderne i Ikea og hjælper med at udvælge de møbler, der skal til. Siden giver jeg en hånd, hvis der skal males, og er med til at samle møblerne og sætte på plads. Familien får også hjælp af Røde Kors’ handyteam til alt det praktiske. Vi begynder som regel med børneværelset, for børnene er kvindernes førsteprioritet.”
Når familien har fået en grundbase, trækker Mie sig ud og siger tak for nu.
”Indretningen er med til at danne grundlag for kvindernes nye hjem og liv. At have en tryg base – ikke mindst for sine børn – giver noget power til at møde hverdagen og komme videre,” siger Mie.
Rammer bredt
Det frivillige arbejde er noget, der gør stort indtryk på Mie, og som har lært hende at sætte pris på det liv, hun selv lever.
”Mange tager alt det, vi har, for en selvfølge. Men der er nogle derude, der ikke har et fundament. Der ikke har en bolig. Det gør indtryk på mig og minder mig om, hvor meget vi egentlig selv har.”
Særligt de børn, Mie møder på sin vej, kan være svære at lægge fra sig, når hun kommer hjem. Børnene er ofte spændte og forventningsfulde, når Mie skal hjælpe dem med deres nye værelse, men samtidig kan de bære på en stor byrde.
”Noget, der også har gjort indtryk på mig, er, at alle familier kan komme i den situation. Man ved aldrig, hvem der kan få brug for hjælp,” siger hun.
Gør en forskel
Én gang om året har Mie ekstra god tid til sit frivillige arbejde. Her får hun nemlig stillet en betalt arbejdsdag til rådighed af DEAS Group, der har indført en frivillighedsdag for alle medarbejdere under overskriften ”Make a Difference”.
”Initiativet gør, at vi er flere i virksomheden, der har fået øjnene op for frivilligt arbejde. For mit eget vedkommende brugte jeg i år dagen i Ikea med en kvinde, hvor vi havde tid til at gå hendes nye bolig igennem. Det gav en helt anden ro. Det er fantastisk at arbejde i en virksomhed, der opfordrer medarbejderne til at gøre en forskel.”