Det er igen muligt for etageboligforeninger i Københavns Kommune at søge tilskud til opdateret energimærke og gennemgang af varmecentral gennem puljen Energitjek.
Spar penge på energiforbruget
Energitjek giver mulighed for at få tilskud til et nyt eller opdateret energimærke. Dette giver indblik i jeres ejendoms energimæssige stand samt forslag til, hvordan I kan optimere ejendommen for at opnå energibesparelser.
Energimærket kan desuden være første skridt på vejen mod en renovering, som I kan søge støtte til hos Københavns Kommunes Bygningsrenoveringspulje. En renovering kan komme jer til gode med blandt andet en lavere energiregning, bedre boliger og komfort, en højere værdi af boligen og en mindre påvirkning af klimaet.
Puljen Energitjek giver også tilskud til gennemgang af ejendommens varmecentral og eventuelt ventilationsanlæg samt anbefalinger til, hvordan de skal driftes og eventuelle energioptimeringer. En optimeret varmecentral er vigtigt for at spare på varmeregningen.
Det er muligt at få op til 20.000 kr. i tilskud.
Hvem kan søge?
For at søge tilskud i puljen skal jeres boligforening være en etageboligejendom i Københavns Kommune med mindst fem boligenheder/husstande, som enten:
- har et energimærke D (givet før 2018), E, F eller G, der er mere end to år gammelt,
- har et udløbet energimærke, som var D (givet før 2018), E, F eller G
- eller aldrig har fået energimærke.
Sådan søger I
Tilskuddet fra puljen søges på Københavns Kommunes hjemmeside om Byfornyelsespuljer.
Ansøgningsfristen er den 15. oktober 2023, og tilskud uddeles efter først-til-mølle-princippet.