“Det skal være muligt at bo og leve overalt i Danmark.”
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun tidligere på måneden åbnede det nye folketingsår.
Det er en ambition, der er svær at være uenig i, og derfor er jeg også glad for, at regeringen med sit finanslovsforslag har sat fokus på forskellene mellem land og by.
For selvom vi bor i det samme land, er udfordringerne langt fra de samme. Det gælder ikke mindst på boligmarkedet.
I København og de øvrige storbyer er udfordringen at skabe plads til flere mennesker og sikre boliger nok til at imødekomme den store efterspørgsel.
I andre dele af landet er udfordringen tværtimod at skabe grundlag for investeringer i nye og eksisterende boliger, der kan understøtte den lokale udvikling.
Det kalder selvfølgelig på forskellige løsninger. Og alligevel er der én ting, der er fælles for udviklingen i hele landet. Uden private ejendomsejere og investorer bliver det svært at indfri regeringens ambition om et Danmark i bedre balance.
Mere smidig behandling
Det er mit håb, at regeringen følger sine ambitioner op med konkrete initiativer, der skaber stabile og forudsigelige rammer for private ejendomsinvesteringer. For når man investerer langsigtet, skal man kunne regne med de vilkår, man investerer under.
I København og de øvrige storbyer skal det være lettere at bygge nyt og omdanne eksisterende ejendomme til boliger.
I EjendomDanmark har vi længe efterlyst en hurtigere og mere smidig behandling af lokalplaner og byggesager. Når processerne trækker ud, bliver projekterne dyrere, og det kan bremse investeringer i nye boliger.
Samtidig skal vi blive bedre til at bruge de bygninger, vi allerede har. Alene i tomme loftsrum er der på landsplan potentiale for op mod 22.000 nye boliger, men i dag står regler og besværlige processer i vejen.
I de mindre byer er det især finansieringen, der kan spænde ben for private investeringer. Her kan det være svært at låne penge til nybyggeri og renoveringer, fordi projekterne ofte koster mere, end ejendommene efterfølgende bliver vurderet til.
Det bremser investeringer, der kunne skabe attraktive boliger og styrke lokalsamfundene.
Derfor er der brug for bedre muligheder for at finansiere ejendomsprojekter uden for de største byer. Et skridt på vejen kan være at afskaffe den systemiske risikobuffer for ejendomsselskaber, som øger bankernes kapitalkrav og kan gøre det dyrere at låne til ejendomsinvesteringer.
Alle kræfter i spil
Private ejendomsejere og investorer bidrager allerede i stor stil til udviklingen af vores byer og lokalsamfund. Det er et vigtigt fundament, som vi skal bygge videre på.
Derfor må debatten om fremtidens boligmarked heller ikke begrænse sig til bestemte boligformer. Der er brug for både almene boliger, ejerboliger, andelsboliger og private udlejningsboliger.
De supplerer hinanden og giver danskerne mulighed for at finde et hjem, der passer til deres behov. Hvis regeringen fokuserer på fordelingen mellem de forskellige boligformer uden først at adressere den grundlæggende mangel på boliger, bliver det svært at indfri ambitionerne.
Et Danmark i bedre balance kræver, at vi får alle kræfter i spil.
Dette indlæg blev bragt i Altinget d. 28. oktober 2026.