Aktiviteten i ejendomsbranchen afspejler meget præcist den økonomiske aktivitet i samfundet. Når kranerne svinger, og gravkøerne graver, er det tegn på gode tider. Derfor er det forunderligt, at særbeskatningen på samlet 48 pct. af ejendomsvirksomheders værdi ved generationsskifter ikke for længst er forsvundet.
Uden for de store byer investerer 4.000 familieejede ejendomsvirksomheder hvert år 10 mia. kr. og skaber samlet 50.000 arbejdspladser. Men disse familievirksomheder skal løbende generationsskiftes, og den uhensigtsmæssige kapitalåreladning vil mindske ejendomsinvesteringerne i de kommende år.
I ejendomsbranchen er vi stolte af den høje aktivitet, og på byggepladserne fortæller store bannere, hvilken virksomhed der står bag renoveringen eller nybyggeriet. I landets større byer er aktiviteten stor. Her er bygherren ofte store aktører som pensionskasser, børsnoterede ejendomsvirksomheder og i stigende grad udenlandske virksomheder. Uden for de store byer er aktiviteten lidt mindre og varetages hovedsageligt af netop de mindre familieejede ejendomsvirksomheder.
Denne arbejdsdeling er ikke tilfældig. Ejendomsmarkedet i de store byer giver et langsigtet attraktivt afkast, men kræver meget kapital. Det er attraktivt for store danske og i stigende grad udenlandske investorer. Uden for de store byer kræver succesfulde ejendomsinvesteringer i langt højere grad kendskab til de lokale forhold – noget, som netop de mindre lokale aktører har oparbejdet gennem årtier.
Denne arbejdsdeling betyder, at skattemæssig særbehandling af en bestemt ejertype vil ramme forskelligt i forskellige dele af landet. De familieejede ejendomsvirksomheder ønsker at fortsætte med at understøtte udviklingen i deres lokalområde, men som lovgivningen ser ud i dag, møder de en stopklods, når virksomheden skal overdrages til næste generation.
I dag er familieejede ejendomsvirksomheder nemlig omfattet af en særregel, så et generationsskifte bliver en urimelig byrde. Der skal nemlig ikke alene betales arveafgift, der skal også betales skat af de penge, der trækkes ud af virksomheden for at betale arveafgift. Samlet betyder disse afgifter, at ejendomsvirksomheder drænes for 48 pct. af virksomhedens værdi ved et generationsskifte.
Andre virksomhedstyper har mulighed for at udskyde det meste af skattebetalingen til den dag, værdierne trækkes ud af virksomheden. Det er en rigtig fornuftig løsning. Dermed kan aktive virksomheder fortætte med at investere og skabe aktivitet. Ejendomsvirksomheder er dog defineret som passive virksomheder, og betalingen skal derfor forfalde på tidspunktet for overdragelse. Som minimum resulterer det i en nedskæring af aktiviteterne, men ofte også i en afvikling af virksomheden.
At landets cirka 4.000 familieejede ejendomsvirksomheder defineres som passive, forekommer underligt. Ikke mindst taget i betragtning af, at de netop investerer for mere end 10 mia. kr. om året uden for de store byer. Sammen med driften af de eksisterende ejendomme sikrer disse aktiviteter 50.000 hårdt tiltrængte arbejdspladser uden for de store byer. Disse arbejdspladser er i fare for at forsvinde, i takt med at ejendomsvirksomhederne må nedskalere eller lukke, når de nuværende ejere træder tilbage.
Udviklingen i Danmarks yderområder har meget politisk bevågenhed. Det er en vigtig dagsorden, og der er absolut behov for gode løsninger. Derfor er det meget ærgerligt, at de lokale ejendomsvirksomheder afskæres fra at fortsætte deres engagement.
Løsningen er heldigvis ligetil – aktive ejendomsvirksomheder bør ligestilles med andre aktive virksomhedstyper og have mulighed for at benytte reglerne om skattemæssig succession ved overdragelse til næste generation.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 10. september 2019.