Som medlem af EjendomDanmark har du adgang til en lang række medlemsfordele – herunder Magasinet Ejendom, der hjælper med at holde dig opdateret på seneste nyt i ejendomsbranchen.
Nu øger organisationen antallet af årlige udgivelser fra fire om året til seks. Det betyder, at du nu kan se frem til nyt læsestof cirka hver anden måned.
Magasinet var ifølge EjendomDanmarks seneste medlemsundersøgelse meget populært. Hele 86 procent af medlemmerne er enten tilfredse eller meget tilfredse med produktet, og det er blandt andet en af årsagerne til, at organisationen opjusterer antallet af årlige udgivelser, fortæller Cecilie Lund Vinther, der er underdirektør for Medier, Arrangementer og Ledelsessekretariat:
“Selvom ejendomsbranchen bliver mere digital, viser vores medlemsundersøgelse, at det trykte magasin stadig er vigtigt for mange. Derfor er jeg stolt over, at vi ikke skærer ned, men tværtimod øger antallet af udgivelser – i en tid, hvor mange andre medier lukker deres trykte publikationer.”
Årets første magasin er netop sendt til tryk og vil blandt andet fokusere på diversitet med et særligt blik på Ejendomsbranchens Diversitetsråd, der i denne måned offentliggør deres anbefalinger til branchen.