/ Nyheder / Plads til en praktikant i efteråret 2022?

Plads til en praktikant i efteråret 2022?

Ejendomsbranchen har brug for langt flere medarbejdere, og der er rift om dem. En praktikant kan være nøglen til at finde din kommende medarbejder. Netop nu står finansøkonomer og finansbachelorer på spring for at finde en praktikplads i efteråret 2022. Har du sikret dig, at de får øje på din virksomhed?

Af

En praktikant kan være virksomhedens kommende medarbejder. Foto: jacoblund.

Et praktikophold er en oplagt mulighed for at vise den næste generation af medarbejdere, hvor spændende en karriere, ejendomsbranchen er. Og med manglen på arbejdskraft kan det også være et helt afgørende skridt for at få nye, unge kræfter til branchen.

”Vi er rigtig glade for, at mange i branchen bakker op om praktikpladser. Ejendomsbranchen mangler hænder, og derfor er det særligt vigtigt, at vi er synlige over for kommende medarbejdere. Derfor – hvis du overvejer at tage en praktikant, så tag to. Hvis du overvejer to, så tag fire,” lyder opfordringen fra Henrik Dahl Jeppesen, formand i EjendomDanmark.

Jo før de studerende stifter bekendtskab med ejendomsbranchen, jo større chance er der for, at de vælger branchen til som færdiguddannede.

”Finansøkonomerne og finansbachelorerne er i praktik i henholdsvis tre og fem måneder, så der er gode muligheder for at se sin potentielle medarbejder an og få hjælp til at få løst nogle arbejdsopgaver,” siger Lotte Rendtorff, seniorkonsulent i EjendomDanmark.

Mangler praktikpladser

Der skal tænkes hurtigt, hvis man ønsker en praktikant. Deadline, for at slå praktikstillinger op for efteråret 2022, nærmer sig. Landets erhvervsakademier holder karrieredage hen over efteråret og allerede den 23. september afholder erhvervsakademiet Cphbusiness karrieredag, hvor de studerende begynder at søge ind på praktikpladserne.

Hvor udvalget i år er stort blandt finansøkonomer og finansbachelorer på jagt efter et praktikophold, så er der endnu ikke mange praktikpladser at vælge mellem for studerende, der ønsker en fod inden for i ejendomsbranchen.

”Vi har de sidste to år ikke haft så mange studerende ude i ejendomsadministrationerne som de foregående år. Det er ikke nødvendigvis fordi, de studerende ikke er interesseret, men kan de ikke finde en praktikplads, så vælger de en anden studieretning. Jeg kan derfor kun opfordre til at få sendt sit praktikopslag af sted,” siger Rie Ulrich, der er praktikkoordinator på Cphbusiness.

Praktikanter kan bidrage med både stort og småt i virksomhederne.

”Praktikanter bliver sat til alle mulige typer opgaver inden for ejendomsadministration. Det kan handle om alt lige fra fraflytningsrapporter, budgetter og bestyrelsesmøder. Derudover har de studerende et afsluttende eksamensprojekt, hvor de kan give deres bud på at løse en specifik problemstilling i virksomheden,” siger Rie Ulrich.

Slå til nu – få en praktikant til januar

Er der plads til en praktikant i virksomheden allerede fra begyndelsen af næste år, er det faktisk også en mulighed, oplyser Rie Ulrich.

”Vi har stadig mange finansøkonomer, der søger praktik til januar – så sidder der nogen og kunne tænke sig en praktikant allerede efter nytår – så skal de slå til NU. De studerendes brancheretningsundervisning starter ultimo september, så frem til den tid kan ejendomsadministrationerne stadig nå at lægge en billet ind.”

Send dit praktikopslag til Lotte Rendtorff på lre@ejd.dk. Du er også velkommen til at kontakte Lotte Rendtorff, hvis du har spørgsmål.

Læs mere her