/ Nyheder / ”One size doesn’t fit all”

”One size doesn’t fit all”

I Danmark bliver der stadig flere ældre og singler, og samtidig er der opstået en del nye
familiemønstre. Et boliglaboratorium kigger frem mod 2025 blandt andet nærmere på,
hvad fremtidens bolig skal kunne for at imødekomme den moderne måde at leve på.

Af

Foto: iStock.

Nye familiemønstre, ensomhed, klimaudfordringer og ressourceknaphed. Realdania og Statens Kunstfond er gået sammen om et boliglaboratorium og har inviteret både arkitekter, bygherrer og hele byggebranchen til at komme med nye bud på fremtidens boliger.

”Med Boliglaboratorium ønsker vi at pege på, at ”one size doesn’t fit all”. Vi mennesker er forskellige, vores livscyklus har udviklet sig, og vores samfund har udviklet sig. Med projektet ønsker vi svar på, hvad det er, den moderne bolig skal kunne, og hvordan vi sikrer en kvalitet i de boliger, der bliver bygget,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Selvom projektet er i sin spæde start, har Realdania allerede et par indikationer på, i hvilken retning efterspørgslen går.

”Nogle tendenser peger på et ønske om at bo mindre, hvis der til gengæld er adgang til gode fællesarealer, hvor man kan mødes på kryds og tværs. Men en minimal boform vil langtfra være for alle,” understreger Nina Kovsted Helk.

Behov for mere diversitet

Et studie foretaget af Center for Fremtidsforskning viser, at der er opstået en række nye livsfaser. Vi bliver hurtigere teenagere, senere forældre og er seniorer i længere tid. Derudover er der opstået en lang række nye familiemønstre. Tal fra Danmarks Statistik peger på, at der i Danmark nu er registreret 37 forskellige familieformer. Den mest almindelige familieform er et forældrepar med fælles børn. De udgør over halvdelen af børnefamilierne i Danmark. Herefter følger den enlige mor og den enlige far med børn. Listen fortsætter med forskellige former for sammenbragte familier.

Den måde, danskernes familieliv er skruet sammen på, og de forskellige livsfaser, vi bevæger os igennem, vil have betydning for, hvilke typer boliger der er behov for.

”Der er ingen tvivl om, at der fremadrettet skal være en større diversitet i boligudbuddet. Man kunne godt påstå, at de boliger, vi bygger i Danmark, ikke længere svarer til den mangfoldighed, vi repræsenterer,” siger Nina Kovsted Helk.

Flere fællesarealer

Realdania har blandt andet valgt at dykke ned i skilsmisseramte forældres boligpræferencer. I samarbejde med Kantar Gallup har de udsendt en spørgeskemaundersøgelse til 1.000 skilsmissefamilier. Familierne bliver blandt andet bedt om at svare på, om de gerne vil bo i en lidt mindre lejlighed, hvis det betyder, at de har flere fællesarealer til rådighed i ejendommen.

”Op mod 30 procent svarer enten ja eller ved ikke. Mange er i tvivl, men de er ikke decideret uinteresserede. Det siger noget om, at der kan være behov for et større fællesskab med sine naboer.”

Behovet bliver endnu tydeligere, når familierne får oplistet, hvilken type fællesarealer der kunne være tale om – for eksempel børnerettede fællesfaciliteter som en legeplads i gården eller voksenrettede faciliteter som bibliotek, værksted eller festlokale. Hver tredje i undersøgelsen ønsker flere fællesarealer, og andelen stiger for familier, der bor i lejlighed i de større byer. I København er næsten to ud af tre interesserede i flere fællesarealer.

Could not find post with assigned ID

Bofællesskaber hitter hos seniorer

Ønsket om et fællesskab med sine naboer er dog ikke kun et behov for skilsmisseforældre. Hvert år måler Realdania på, hvad der giver livskvalitet for den enkelte i forhold til boligen, i undersøgelsen ”Danskerne i det byggede miljø.” Også her fremgår det, at fællesskabet i og omkring ejendommene vægter højt og har stor indflydelse på vores oplevelse af livskvalitet.

”Er der et fællesareal som en tagterrasse eller et gårdareal, så har vi en synlig højere livskvalitet, formodentlig blot fordi vi har mere med vores naboer at gøre. Jeg mener ikke, at alle vores boliger skal have kæmpestore fællesarealer, og at vi skal bo i en tændstikæske privat, men jeg tror på, at nogle skal,” siger Nina Kovsted Helk.

En gruppe, der i stigende grad efterspørger fællesskabet, er seniorer. Derfor har Realdania sammen med en række pensionsselskaber og den almene boligsektor siden 2016 arbejdet for at kickstarte opførelsen af nye seniorbofællesskaber, hvor hele 31 står klar i løbet af 2020.

”I seniorbofællesskaberne er der både plads til ægteparret og den enlige, der måske kun har sin folkepension. Vi sigter efter, at beboerne repræsenterer en vis mangfoldighed. Vi har glæde af at møde nogen, der ikke ligner os selv,” siger Nina Kovsted Helk.

Et af de nyeste bofællesskaber, som Realdania har bidraget til i samarbejde med PKA og FB Gruppen, er Kamelia Hus, der slog dørene op i 2019. Bofællesskabet ligger i Valby og består af 49 lejeboliger. Målgruppen er aktive mennesker over 60 år, der deler interessen for at spise sammen, bo i grønne omgivelser og stadig gerne vil være tæt på byens mange tilbud.

”Her har vi valgt at skære ned på de private kvadratmeter og skabt nogle muligheder for et fællesskab, som ikke findes i villakvarteret eller i en klassisk lejlighedsopgang,” siger Nina Kovsted Helk.