/ Nyheder / Ny platform skal accelerere ejendomsbranchens grønne omstilling 

Ny platform skal accelerere ejendomsbranchens grønne omstilling 

EjendomDanmark og Rambøll lancerer nu en digital platform, der klæder ejendomsbranchen på til at tage konkrete skridt mod bæredygtighed.

Af

Foto: iStock, carstenbrandt

ESG er mere end ambitioner. Det er også virkelighed, når bæredygtighed skal ind i forretningen. For at give ejendomsbranchen de bedste muligheder for en succesfuld implementering, lancerer EjendomDanmark i samarbejde med Rambøll nu en digital platform med viden og konkrete værktøjer. 

”Vi skal sætte handling bag ordene. En af vores ambitioner er, at vi vil understøtte branchen i den grønne omstilling, og med platformen får alle virksomheder mulighed for at tilgå relevant viden og få konkrete løsningsforslag, der matcher deres behov,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark. 

På den nye platform er der adgang til mere end 20 forskellige læringsmoduler om alt fra biodiversitet til ny og kommende lovgivning, ESG-rapportering og klimasikring. 

“Med mere end 400 virksomheder, der nu bruger læringsplatformen, er det lykkes os at gøre emnet tilgængeligt for ejendomsbranchen. Vi håber, at mange andre ejere og administratorer vil tage platformen til sig, så brugen af den vil bidrage til at accelerere den bæredygtige omstilling af vores sektor, som er målet med vores projekt,” siger Pernille Louise Klausen, afdelingsleder for Rambølls kompetencecenter for bæredygtigt byggeri. 

Bredt funderet 

Platformen er udviklet som en del af et to-årigt bæredygtighedsprojekt, der er blevet til virkelighed med støtte fra Realdania, Grundejernes Investeringsfond, EjendomDanmark Fonden, Forenet Kredit og Rambøll Fonden. 

Hos Grundejernes Investeringsfond er der stor glæde over, at der nu kommer et konkret produkt til ejendomsvirksomheder, der skal have greb om den grønne omstilling.  

“Fremtiden skal være mere bæredygtig. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet bidrage til et konkret produkt, der skubber både vores ejendomme og derfor også vores samfund i en mere bæredygtig retning. Det er til gavn for alle,” siger adm. direktør Susanne Borenhoff. 

Platformen er gratis at bruge og tilgængelig for alle. Den kan tilgås via EjendomDanmarks hjemmeside.