/ Nyheder / Beredskabet skal op af skuffen og ud i organisationen

Beredskabet skal op af skuffen og ud i organisationen

For mange ejendomsejere handler beredskab stadig mest om brandslukkere og evakuering. Men nye trusler kræver, at man også har styr på ansvar, kommunikation og drift, når strømmen, vandet eller andre kritiske funktioner svigter.

Af

Når administrerende direktør i Firmaberedskab Christian Fredberg besøger virksomheder for at rådgive om beredskabsplaner, er der én ting, som går igen: Mens de fleste har styr på de tekniske og fysiske ting, som fx at der skal være brandslukkere, så halter det med den organisatoriske del – hvem der gør hvad i situationen og hvornår.

”Den del oplever vi, at langt de fleste bygningsejere ikke er opmærksomme på og ikke får levet op til. Det er fint nok, at der er en brandslukker. Men der skal også være tydelighed omkring,
hvem der har hvilke roller, hvem der bestemmer, og hvem man melder ind til,” lyder det fra Christian Fredberg.

Firmaberedskab blev etableret i 2014 og har i dag mere end 50 konsulenter og undervisere, der leverer både rådgivning og kriseberedskab til private virksomheder og myndigheder. Christian Fredberg tager selv ud og guider virksomheder gennem det analysearbejde, en beredskabsplan kræver, og han underviser også, når beredskabet skal testes ved øvelser. Og fremadrettet får han formentlig ikke mindre travlt. I september meldte Forsvarets Efterretningstjeneste ud, at der er et skærpet trusselsbillede for Danmark, hvorfor man fra myndighedernes side har lagt yderligere vægt på samarbejde omkring beredskab mellem civilsamfundet, erhvervslivet og myndighederne og stillet yderligere krav til virksomhederne omkring risikostyring og beredskab. Så selv om der ikke er nogen samlet lovgivning på beredskabsområdet, der dikterer et konkret beredskabs niveau for virksomheder, mener han, at det er noget, alle virksomheder må tage til efterretning. Lovgivningen er fragmentarisk og svær at overskue, men alligevel noget, som virksomhederne skal forholde sig til.

”Det er selvfølgelig noget, vi alle sammen er nødt til at læne os ind i. Ikke ud fra en lovgivning som sådan, for alt er jo ikke vedtaget ved lov endnu. Men ud fra en etisk og moralsk betragtning er det væsentligt, at alle tager handsken op – og det gælder selvfølgelig også ejendomsejere”.

Ligetil – og så alligevel ikke

Ifølge Christian Fredberg er det dog forholdsvis ligetil at få etableret et kriseberedskab i en virksomhed. Man kan blot bygge videre på de beredskabsplaner for brand og evakuering, man formentlig allerede har.

”Hvis man som ejendomsejer har valgt at leve op til sit almindelige beredskabsansvar i forhold til brand og evakuering, så har man allerede bygget noget op omkring roller, ansvar og organisering. Så er det ret nemt at bygge videre i den samme organisering. Så er det bare nogle flere scenarier, der skal tages med.”

Men samtidig, erkender han, er det svært, fordi der skal tages stilling til rigtig mange ting – og beredskabet skal integreres i virksomheden. En af de største faldgruber, Christian Fredberg ser i forhold til at få et godt beredskab, er nemlig, at det ender med at leve et stille liv i skrivebordsskuffen.

”Vi ser rigtig tit, at beredskabsarbejde bliver tema- eller projektgjort. Så sidder én person og nørder sig fuldstændig ned i det og udarbejder en masse planer, som ryger ind på et drev eller ned i en skrivebordsskuffe – og så skifter personen job eller bliver syg. Så når beredskabet endelig skal bruges, så virker det ikke. Det ser vi rigtig, rigtig tit.”

Et øget trusselsbillede

Myndighederne offentliggjorde 25. september 2026 oprettelsen af en midlertidig krise kontakt mellem Nationalt Situationscenter i Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK), erhvervslivet og civilsamfundet.

Etableringen af en krisekontakt skete for at styrke beredskabet, på baggrund af at Forsvarets Efterretningstjeneste ifølge SAMSIK vurderer, at Rusland i de kommende måneder vil intensivere sin hybridkrig yderligere ved at udføre hyppigere angreb mod NATO og Vesten. Krisekontakten går via Røde Kors, som varetager kontakten til civilsamfundet, samt Dansk Industri og Dansk Erhverv, som varetager kontakten til erhvervslivet.

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen udtalte: “Totalberedskabet betyder i sidste ende, at vi på den værste dag skal kunne mobilisere det bedste, Danmark har. Og her har erhvervslivet og civilsamfundet selvfølgelig en betydelig rolle at spille, for at vi kommer godt igennem krisen. Trusselsbilledet understreger endnu en gang, at vi alle skal rykke sammen i bussen. Som et første skridt etablerer vi krisekontakter til erhvervslivet og civilsamfundet, mens vi arbejder på en mere varig ramme.”

Ifølge SAMSIK er krisekontakterne første skridt mod varige strukturer for samarbejdet mellem myndigheder, erhvervsliv og civilsamfund før, under og efter kriser.

En del af årshjulet

Derfor er det vigtigt, at beredskabet kommer med i årshjulet, understreger Christian Fredberg. Det kan passende være, når man som kapitalselskab alligevel skal lave den årlige risikostyring ifølge selskabsloven. Eller det kan kobles til risikorapportering til bestyrelsen eller budgetprocesser. Hvis man fx gerne vil udstyre opgangene i alle ejendomme med brandslukkere, skal det jo på budgettet alligevel, påpeger han.

”For så kommer det til at leve, og så tager det højde for de ændringer, der er i trusselsbilledet. Jeg kan huske, at vi i efteråret 2022, et halvt år inde i krigen i Ukraine, talte rigtig meget om ”brownouts”, altså planlagte strømafbrydelser, fordi der ikke ville være strøm nok. Den risiko er der stadigvæk, men nu taler vi ikke rigtig om det mere.”

Netop risikoen for strømsvigt er en af de ting, som Christian Fredberg mener, vi bør tale om igen dette efterår.

”Der er ingen tvivl om, at nogle af de mål, en modstander har, er at påvirke vores energiforsyning, kommunikation, transport og vand. Det er nogle af de ting, som påvirker mange,” lyder det fra ham.

For at få beredskabet ud i virksomheden bør det forankres hos en person, der har det som sit fokus og ikke blot er projektleder. Vedkommende skal referere enten direkte til direktionen eller tæt på, understreger han og forklarer:

”Fordi beredskab er tværgående. Man kan ikke sige, at det kun er noget, som er nede i en søjle i organisationen. Det er nødt til at være forankret meget højt oppe i forhold til nogle af de beslutninger, der skal træffes. Det kan jo have betydning for liv og død eller mange penge.”

Hvad hvis toilettet ikke virker?

En daglig ting, der kan gå hen og ligne kritisk infrastruktur, er renovation. For hvis strømmen går i længere tid, kommer der ikke længere vand til WC kummerne, og hvad gør man så?

”Det vil sige, at hvis du ejer en etageejendom, så skal beboerne pludselig til at bruge poser. Poserne skal i skraldespanden nede i gården, og så bliver det lige pludselig bygningsejerens problem. For hvad gør vi med alle de poser?”

Det er her, et gennemtænkt beredskab skal have et scenarie klar, siger Christian Fredberg. Der skal være en plan for, hvad man kommunikerer ud, overvejelser i forhold til, om der er en gård, hvor man kan grave et hul, og eventuelt en aftale om mulighed for ekstra containere og ekstra tømninger. Både i ovenstående og andre tilfælde er det en klar fordel som ejendomsejer at have beboerne med som en del af beredskabet, påpeger Christian Fredberg.

”Som bygningsejer kan man have en interesse i at få mobiliseret dem, der er i bygningerne. Fx til selv at fatte en brandslukker, hvis et eller andet brænder. For hvis de gør det, så er det altså meget bedre end at vente 15 minutter på, at brandvæsnet kommer forbi. Da er bygningen brændt ned. Det er i alles interesse hurtigt at tage aktion.”

Motivationen for beboerne og lejerne til at passe godt på deres eget lejemål er, at de får mindre bøvl ud af det og ikke skal genhuses, og de mister ikke personlige ejendele. Og det kan man som bygningsejer godt læne sig ind i, mener Christian Fredberg.

”Både ud fra en egen økonomisk interesse, men også ud fra etiske og moralske overvejelser i forhold til de trusler og andet, vi nu står i. Så det er sådan lidt en win-win-situation i virkeligheden.”