Der er stor rift om private udlejningsboliger i Danmark, viser en ny opgørelse fra EjendomDanmark, udlejernes samlede brancheorganisation.
Boligtomgangen, der beskriver omfanget af ledige lejeboliger, er nu på 2,6 procent på landsplan. Alene det seneste år er den faldet med 0,9 procentpoint, hvilket bringer tomgangen ned på det laveste niveau siden 2016.
En væsentlig faktor bag denne udvikling er, at der udlejes betydeligt flere lejeboliger i særligt to af landets storbyer:
“Tomgangen i Aarhus og Odense er faldet markant og bidrager væsentligt til den landsdækkende udvikling, vi ser lige nu,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
Han bliver bakket op af Bjarke Roed-Frederiksen, der er cheføkonom i organisationen:
”I begge byer er der blevet opført en del nybyggeri, og især i Aarhus har de tomme lejeboliger været genstand for debat. Men den aktuelle udvikling viser klart, at der er et reelt behov for de nye boliger.”
Studiestart er en del af forklaringen
Tomgangen i det centrale Aarhus er nu nede på 1,4 procent, mens den for den resterende del af byen ligger på 3,1 procent. I fjerde kvartal sidste år lød de tal på henholdsvis 3,6 procent og 4,7 procent.
I Odense C er boligtomgangen opgjort til 2,7 procent, hvilket er et fald på knap to procentpoint sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. I den øvrige del af Odense er tomgangen 2,6 procent – til sammenligning var det 3,4 procent i fjerde kvartal i 2023.
En del af forklaringen på de markante ændringer er, at mange videregående uddannelser havde studiestart i september, forklarer Bjarke Roed-Frederiksen:
“Når de unge flytter til byerne for at starte deres studier, ser vi en naturlig efterspørgsel på boliger, især i centrumområderne. Mange vælger en lejebolig, fordi den er fleksibel – man kan hurtigt flytte ind og tilpasse sig sin nye tilværelse,” siger Bjarke Roed-Frederiksen fra EjendomDanmark.
Boligtomgangen er ligeledes faldet i blandt andet Aalborg og Øvrige Københavns Kommune.
Flere faktorer bag lav tomgang
Studiestarten er dog ikke den eneste udslagsgivende faktor for udviklingen:
”Den generelle økonomiske fremgang styrker husholdningernes økonomi og øger efterspørgslen på boliger. Samtidig gør de høje renter og stigende ejerboligpriser det mere attraktivt for mange at vælge en lejebolig frem for at købe selv.”
EjendomDanmark har siden 2014 udgivet tomgangsstatistikken, og set over hele perioden ligger den gennemsnitlige boligtomgang på landsplan på 3,5 procent.