/ Nyheder / Læg billet ind på fremtidens medarbejder

Læg billet ind på fremtidens medarbejder

Netop nu står finansøkonomer og finansbachelorer på spring for at afprøve, om ejendomsbranchen kunne være deres fremtidige arbejdsplads via et praktikophold i efteråret 2023. Har du sikret dig, at de får øje på din virksomhed?

Af

Det er tid til at søge efter praktikanter i 2023. Foto: iStock, PeopleImages

Et praktikophold er en oplagt mulighed for at vise den næste generation af medarbejdere, hvor spændende en karriere, ejendomsbranchen er. Og med manglen på arbejdskraft kan det også være et helt afgørende skridt for at få nye, unge kræfter til branchen.

”Vi har meget at byde på som branche, og det skal vi vise de studerende. Samtidig er det nødvendigt med flere praktikpladser, hvis vi skal dække branchens behov for flere medarbejdere i fremtiden,” siger Lotte Rendtorff, seniorkonsulent i EjendomDanmark, og fortsætter:

”Når man ansætter en praktikant, er man med til at hjælpe et nysgerrigt ungt menneske gennem sin uddannelse, man får løst nogle arbejdsopgaver, og samtidig hjælper man en ny ejendomsadministrator ind i branchen. Det er win-win for alle.”

Jo tidligere, jo bedre

Hen over efteråret holder landets erhvervsakademier karrieredage, der både introducerer de studerende for de mange jobmuligheder, der venter på den anden side af studiet, men det er også virksomhedernes mulighed for at hverve en praktikant.

Hos erhvervsakademiet Cphbusiness falder karrieredagen 22. september, og har man et praktikopslag klar på dagen, er muligheden desto større for at få en praktikant til næste år, siger Frederik Hasle, praktikkoordinator hos Cphbusiness.

”Efteråret 2023 kan virke langt væk, men jo tidligere virksomhederne deler deres opslag, jo flere studerende er der potentielt at finde sit match ud fra,” siger han og fortsætter:

”Selve karriedagen er desuden en god anledning til at få skabt lidt opmærksomhed omkring sin virksomhed og den branche, man repræsenterer. Mange studerende har ikke besluttet, hvad de gerne vil i fremtiden. For mange bliver karrieredagen en dag, hvor de bliver klogere på deres muligheder.”

Hos Cphbusiness vil der i øvrigt også stadig være praktikanter på udkig efter praktikophold allerede i januar 2023, så har man som virksomhed en ledig plads, er det også her muligt at flage efter kandidater via opslag.

Stor lærevillighed

Praktikanter kan bidrage med både stort og småt i virksomhederne, og kommer med en masse lærevillighed og motivation, fortæller Frederik Hasle.

”Praktikanterne vil kunne håndtere et bredt spænd af opgaver. Med sig i bagagen fra studiet har de viden om hvilke opgaver, en ejendomsadministration håndterer – fx drift og udvikling af forskellige typer ejendomme, og juridiske og økonomiske problemstillinger. De vil også kunne bidrage til kundebetjening og -pleje.”

Rift om praktikanterne

Cphbusiness modtager hvert år tilbagemeldinger fra virksomhederne om, hvordan praktikopholdet er forløbet. Overordnet er meldingen, at virksomhederne er godt tilfredse:

”I foråret udtrykte 98,8 procent af virksomhederne tilfredshed med deres praktikant. Samtidig fik 73 procent af praktikanterne et tilbud om ansættelse i den virksomhed, de havde været i,” siger Frederik Hasle.

Sådan gør du

Har du et praktikopslag, kan du sende det til Lotte Rendtorff på lre@ejd.dk.

Medlemmer af EjendomDanmark kan gratis annoncere efter praktikanter på rekrutteringsindsatsens kampagneside www.propertycareers.dk/ledigestillinger

Er du i tvivl om, hvilke opgaver en praktikant vil kunne varetage hos jer, så er du også velkommen til at kontakte Lotte, der kan sætte dig i forbindelse med branchens mentornetværk, der vil kunne give dig gode råd.

Find flere oplysninger om hele processen og gode råd