/ Nyheder / ”Jeg ser et ubegrænset antal muligheder de kommende mange årtier”

”Jeg ser et ubegrænset antal muligheder de kommende mange årtier”

Inden EJENDOM2023 har vi talt med en række aktører om fremtiden for ejendomsbranchen. Ashkan Ahmadinia, adm. direktør i Cobblestone giver her sit perspektiv på branchens muligheder og begrænsninger.

Af

I morgen samles ejendomsbranchen til det årlige topmøde, EJENDOM2023. Her vil der under temaet ”fremtiden” blive afholdt oplæg og paneldebatter, ligesom der skal uddeles tre priser til virksomheder, der har udmærket sig i branchen.

En af deltagerne, der ser frem til topmødet, er Ashkan Ahmadinia, adm. direktør i Cobblestone. Han giver her sit bud på, hvad fremtidens ejendomsbranche har af muligheder og begrænsninger.

Hvad ser du frem til ved EJENDOM2023?

Først og fremmest gensynet med netværket samt møde nye kræfter i branchen. Dernæst at deltage i sessionen Bæredygtighed, hvor debatten vil have afsæt i handlinger. De mindste handlinger er bedre end de største intentioner.

Hvilke muligheder og begrænsninger ser du, ejendomsbranchen står overfor i fremtiden?

Jeg ser et ubegrænset antal muligheder de kommende mange årtier indenfor særligt bæredygtighed og cirkulær økonomi, hvor der er brug for såvel eksisterende aktører samt nye aktører fra andre brancher til at bringe os igennem. Vores egen og fælles succes bunder både i evnen til innovation og behovet for at få skabt en ny forståelse på en anderledes måde at leve på.

På den anden side ser jeg begrænsninger i måden vi anskuer succes på som hovedsageligt er bundet op på vækst og lineær økonomi. Det er en af årsagerne til at vi nu har en del udfordringer med vores klima og miljø. Det fokus skal rettes mod cirkulær økonomi for at vi bringer os et bedre sted hen for de kommende generationer.