/ Nyheder / Information vedrørende vedligeholdelse af altaner

Information vedrørende vedligeholdelse af altaner

EjendomDanmark har modtaget brev fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek, der indskærper reglerne omkring forpligtelser i forbindelse med vedligeholdelse af altaner.

Af

Der er væsentligt nyt om vedligeholdelsen af altaner. Foto: Janek, iStock.

Udmeldingen medfører ingen nye pligter, men skal ses som en opfordring til bygningsejere at være ekstra opmærksomme på altanernes vedligeholdelsesstand.

Ministeren understreger, at det er ejeren af en bygning, der er ansvarlig for, at bygningen til enhver tid er lovlig og sikker at anvende. Dette gælder også for en bygnings altan. Hvis en altan ikke er sikker at opholde sig på, fx på grund af utilstrækkelig vedligeholdelse, betragtes det efter byggeloven som et ulovligt forhold, og som bygningsejer har man pligt til at lovliggøre ulovlige forhold.

Alle altaner har som udgangspunkt en begrænset holdbarhedsperiode og et behov for løbende vedligeholdelse. Historisk set er risikoen for kollaps størst ved det, der kendetegnes som ældre, udkragede betonaltaner.

Bolig- og Planstyrelsen har oprettet en temaside, der bl.a. beskriver, hvordan man kan genkende den altantype. Her findes også visuelle eksempler på, hvilke tegn på skader man skal være opmærksom på.

Bolig og planstyrelsen har desuden udarbejdet en informationspjece:

Informationspjece fra Bolig- og Planstyrelsen

Udgiften til eftersyn og vedligeholdelse

Som Boligministeren anfører i sit brev, vil vedligeholdelsesudgifterne (herunder eftersyn) i ejendomme med udvendige vedligeholdelseskonti hos GI typisk kunne trækkes over BRL § 18 og § 18 b kontiene.

Det skal dog fremhæves, at dette ikke er ensbetydende med, at udgiften bliver lagt over på lejerne, da kontiene viser udlejers indestående til udvendig vedligeholdelse af ejendomme.

Det er EjendomDanmarks opfattelse, at hvis man som udlejer går så systematisk til værks og begynder at lave et jævnligt tilbagevendende sikkerhedseftersyn af altanerne – f.eks. hvert år eller hvert andet år – så bør man kunne medtage udgiften til eftersyn i det omkostningsbestemte driftsbudget, selvom eftersynet ikke er lovpligtigt.

Er du medlem, kan du finde flere informationer om altaner i EjendomDanmarks rådgivningsunivers