/ Nyheder / Godt med aftale om at sikre mere arbejdskraft

Godt med aftale om at sikre mere arbejdskraft

EjendomDanmark ser positivt på initiativer, der sikrer mere arbejdskraft – og det gælder også den netop indgåede politiske aftale. Der er også brug for flere medarbejdere i ejendomsbranchen.

Af

Der er brug for knap 9000 medarbejdere yderligere frem mod 2030. Foto: jacoblund, iStock

Der er netop indgået en aftale for at styrke den internationale rekruttering. Målet er at sikre, at danske virksomheder kan skaffe medarbejdere nok.

Når der mangler arbejdskraft, er det nemlig ikke en opgave, der alene kan løses på brancheniveau. Derfor finder EjendomDanmark det glædeligt, at der også tages hånd om det på samfundsplan.

”Mangel på arbejdskraft er en af de største udfordringer for hele erhvervslivet og specifikt i ejendomsbranchen. Så det er positivt, at der er landet en bred aftale, som tager hånd om problemstillingen. Rekruttering er et emne, der fylder meget, og alle tiltag for at løse den udfordring bydes velkomne,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.

Aftalen har fokus på at tiltrække international arbejdskraft. Det skal blandt andet ske ved at beløbsgrænsen midlertidigt sættes ned til 375.000 kr. i en treårig periode fra 1. december i år.

Brug for flere til ejendomsbranchen

Ejendomsbranchen er en af de brancher, der både nu-og-her og på længere sigt har brug for flere ansatte. Estimater viser, at der i 2030 vil være brug for cirka 8.800 flere medarbejdere alene i ejendomsbranchen.

”Vi kan selv fortælle om branchen og dens muligheder. Vores medlemsvirksomheder gør også i dag et stort arbejde for at fastholde de ældre medarbejdere og sikre de yngre årgange let adgang. Det arbejde vil både de og vi fortsætte med. Udfordringer som mangel på arbejdskraft er dog noget, vi også skal løse på samfundsplan, og det vidner nattens aftale en vished blandt politikerne om. Det er godt,” siger Peter Stenholm.

Aftalen er indgået af regeringen sammen med Venstre, SF, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.