Når nye byområder skyder op, og eksisterende kvarterer udvikler sig, sætter ejendomsbranchen sit præg på vores byer. Men hvordan sikrer vi, at udviklingen skaber værdi for både dem, der bor i byerne, og dem, der investerer i dem? Og hvem skal egentlig have størst indflydelse på udviklingen?
Det er nogle af de spørgsmål, der kommer til at fylde, når tre profiler fra ejendomsbranchen mødes til samtalen ”Hvem skal forme fremtidens byer?” på EJENDOM2026 den 5. november.
Samtalen tager afsæt i konferencens tema, samfundsansvar, og sætter fokus på balancen mellem vækst, investeringer og livskvalitet samt de forskellige aktørers ansvar for byernes udvikling.
”Lige nu fylder boligmanglen i København og de store byer meget i den politiske debat. Og der er ingen tvivl om, at vi har brug for flere boliger. Men vi skal også løfte blikket og diskutere, hvordan vi udvikler vores byer på den lange bane, og hvilket ansvar vi som branche har for udviklingen. Jeg ser frem til at høre paneldeltagernes perspektiver,” siger Peter James Stark, direktør for Politik, Kommunikation og Analyse i EjendomDanmark.
Tre perspektiver på fremtidens byer
I samtalen deltager:
- André Scharf, CIO i ATP Ejendomme
- Solveig Rannje, ejendomsdirektør i Velliv Ejendomme
- Kristian Krogh, adm. direktør i Dades
Tilmeld dig EJENDOM2026
EJENDOM2026 bliver afholdt på Scandic Falkoner den 5. november, og du kan stadig nå at tilmelde dig her.
Ud over samtalen om fremtidens byer byder programmet på en række oplæg og debatter om ejendomsbranchens samfundsansvar med både danske og internationale perspektiver. Blandt talerne er Venstres formand, Troels Lund Poulsen, og undervejs bliver der også mulighed for at netværke med kollegaer fra hele branchen.
Traditionen tro uddeler EjendomDanmark i samarbejde med EjendomsWatch også priser til nogle af de aktører, der har gjort en særlig indsats for branchen i løbet af det seneste år. Du kan være med til at bestemme, hvem der skal løbe med titlerne, ved at afgive din stemme her senest den 1. november.