/ Nyheder / Giv din mening til kende om ESG-værktøj 

Giv din mening til kende om ESG-værktøj 

EjendomDanmark vil gerne have din mening og input om det gratis rapporteringsværktøj Real ESG, så det kan gøres så relevant til branchen som muligt.

Af

I forrige uge udgav EjendomDanmark prototypen af det gratis rapporteringsværktøj Real ESG – The Real Estate Reporting Framework, som er udviklet af en perlerække af ejendomsbranchens førende aktører.   

Værktøjet skal medvirke til, at ESG-data i ejendomsbranchen bliver mere transparent, konkret og sammenlignelig, og at långivere, investorer og øvrige interessenter kan bruge ESG-data til at belønne ESG-indsatsen i ejendomsbranchen. 

Real ESG skal samtidig gøre det nemmere, hurtigere og billigere at udarbejde en ambitiøs ESG-rapport for ejendomsbranchens aktører.   

Nu bliver der åbnet for, at du kan hjælpe med at gøre værktøjet endnu bedre. Det bliver nemlig sendt i høring branchen rundt, hvor du kan sende forslag til tilføjelser, præciseringer og rettelser, der kan indarbejdes i værktøjet.   

Branchebredt samarbejde om ESG 

Og det er nyt, at branchen arbejder for fælles løsninger. Men også vigtigere end nogensinde før, mener Ali Simiab, der er en af initiativtagerne og projektlederne i projektet sammen med Christian Gjessing Bruun (AKF), Christian Haaber Westergaard Nielsen (Thylander) og Jonathan Leonardsen (Balder). 

”Da GDPR kom, skabte vi ikke fælles løsninger. Da anti-hvidvasklovgivningen kom, skabte vi heller ikke fælles løsninger. Med ESG begår vi ikke samme fejl,” siger han og uddyber: 

”Vi står over for historisk meget ny lovgivning, der stiller flere og skærpede krav til hele ejendomsbranchen – både større og mindre aktører bliver påvirket inden for overskuelig fremtid. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at vi samarbejder om nye, fælles og gratis løsninger. Den grønne omstilling kan nemlig kun lykkes, hvis vi får hele værdikæden med.” 

En del af en bevægelse 

Ali Simiab understreger, at værktøjet ikke bare er en isoleret løsning på et enkeltstående problem. Det er et bevis for en branche, der udvikler sig i fællesskab.  

”Da vi forleden lancerede Real ESG, sagde en prominent bæredygtighedsekspert, at branchen bakker op om projektet, fordi det ikke bare er et værktøj, men en bevægelse henimod bedre, billigere og hurtigere løsninger. Når vi samarbejder på tværs, kan vi nemlig forvandle komplekse udfordringer til enkle løsninger,” siger han.

Hvis du har lyst til at bidrage til, at værktøjet bliver så relevant for ejendomsbranchen som muligt, kan du sende dine forslag til tilføjelser, præciseringer og rettelser til realesg@ejd.dk senest torsdag den 29. februar 2024.