/ Nyheder / Fokus på kerneforretningen og engageret personale

Fokus på kerneforretningen og engageret personale

Investeringsejendomme og engagerede medarbejdere har bidraget til, at Taurus har succes med sin forretning. I 2020 slog virksomheden igen sin egen vækstrekord.

Af

Foto: Kasper Hornbæk

En bruttofortjeneste på 36,2 millioner kroner i 2020 og en fremgang på 32 procent i forhold til 2019. De seneste år har Taurus Ejendomsadministration hentet flere nye kunder hos både internationale pensionskasser og danske og udenlandske ejendomsfonde, og i 2020 oplevede virksomheden på trods af coronakrisen en fortsat forretningsmæssig vækst.

Spørger man Thomas Windtberg, partner og adm. direktør i virksomheden, er opskriften simpel:

”Vi gør det, vi er bedst til,” siger han og uddyber:

”Det betyder, at vi holder fokus på vores kernekompetence, som i vores tilfælde er investeringsejendomme. Vi koncentrerer os fuldt og helt om at udføre ejendomsadministration for professionelle investorer.”

Administrationsvirksomheden administrerer derfor heller ikke andelsboligforeninger og har kun ganske få ejerforeninger under sine vinger. For at bevare vækstkurven har virksomheden samtidig en strategi om at skabe gode, langvarige kunderelationer og at opretholde et godt ry i markedet.

”Det er et mål for os at levere et godt stykke arbejde, både når vi overtager og afleverer administration. Og så skal vi kunne matche de stigende kvalitetskrav fra ikke mindst udenlandske investorer i det danske ejendomsmarked,” siger Thomas Windtberg.

Motiverede medarbejdere

Medarbejdernes indsats og engagement er en af nøglerne til den succes, administrationsvirksomheden oplever. Derfor forsøger virksomheden at skabe de bedst mulige rammer, der kan tiltrække og holde på medarbejderne.

”Vi prioriterer et sundt og godt arbejdsmiljø, et stærkt socialt sammenhold og faglig sparring på tværs af afdelingerne, så medarbejderne har lyst til at blive,” siger Thomas Windtberg og fortsætter:

”Vi har en flad organisations­struktur og en uformel omgangstone. Og så lytter vi til, hvad medarbejderne har at sige, stort som småt. Det giver ofte gode resultater og engagerede medarbejdere, som går den ekstra mil for at løse en opgave for kunden.” 

Rekruttering – en prioritet

Den fortsatte vækst har betydet, at der de seneste to år er kommet hele 40 nye medarbejdere til. En ikke helt nem opgave i en tid, hvor branchen fattes medarbejdere, og der er kamp om arbejdskraften.

”Vi er stolte af, at vi har kunnet tiltrække så mange nye medarbejdere, men også at vi med vores fremgang faktisk har bidraget til at skabe flere job i branchen,” siger Thomas Windtberg.

Rekruttering bliver prioriteret højt i Taurus. Et udvalg af de medarbejdere, virksomheden har ansat gennem årene, er blevet sluset ind via praktik- eller traineeforløb. Unge har ad den vej fået øjnene op for både virksomheden og branchen.

”Vi lægger et stort stykke arbejde i at åbne unges øjne for, at vi kunne være deres fremtidige arbejdsplads. Vi deltager blandt andet på karrieredage hos erhvervsakademierne, hvor vi fortæller de studerende om jobbet som ejendomsadministrator,” siger Thomas Windtberg.

Indsatsen bidrager til, at administrationsvirksomheden som regel huser flere praktikanter og trainees over et år.

”Målet er selvfølgelig, at vi rammer nogle, som kunne have lyst til at gå den vej og blive hos os. Det er vigtigt for os, at vi kan inspirere unge mennesker til at blive en del af vores virksomhed, så vi er sikret kvalificeret arbejdskraft.”

Denne artikel er første gang bragt i magasinet Ejendom. 

Om Taurus

Virksomheden blev dannet i 2014, da Essex-koncernen afhændede sit daværende administrationsselskab. Taurus over­tog porteføljen af ejendomme for nogle af de største og hurtigtvoksende investorer på det danske marked.