I den offentlige debat fremhæves ejerboligen ofte som det ultimative mål. Men en ny analyse fra NRGI Exometric viser, at flertallet af danskere over 65 år – helt bestemt 54 procent – realistisk set ville vælge en lejebolig som deres næste hjem.
”Det viser, at ejerboligen ikke nødvendigvis er det naturlige valg gennem hele livet. Mange seniorer vælger lejeboligen, fordi den giver tryghed, fleksibilitet og en nemmere hverdag. Man slipper for store udgifter til vedligehold, kan flytte, hvis ens behov ændrer sig, er ikke bundet af et salg, som man er i en ejerbolig, og så er meget af vedligeholdelsen lagt over på udlejers skuldre,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
For de seniorer, der allerede i dag bor i en privat lejebolig, ønsker hele 93% fortsat at bo til leje.
Økonomien gør lejeboligen attraktiv for seniorer
En anden årsag til, at lejeboligen er populær blandt ældre, er økonomien, forklarer Peter Stenholm:
”Mange oplever, at det bliver sværere at låne penge i banken, når man går på pension og indkomsten falder. Det gør det sværere at købe en ejerbolig, og for dem, der ønsker at flytte, er lejeboligen derfor en oplagt løsning med økonomisk frihed,” siger Peter Stenholm.
På lige fod med ejerboligen
Analysen viser desuden, at 45 procent af danskerne realistisk set foretrækker en lejebolig som deres næste bolig, mens 44 procent foretrækker en ejerbolig.”
Det understreger, at lejeboligen altså ikke bare et midlertidigt stop, hvilket den desværre nogle gange reduceres til i den offentlige samtale. Det er vigtigt, at boligpolitikken tager udgangspunkt i danskernes behov, og derfor skal vi sikre et mangfoldigt boligmarked, som de tydeligt efterspørger,” afslutter Peter Stenholm.
NRGI Exometrics analyse er baseret på interviews med mere end 22.000 danske husstande fordelt over hele landet, og undersøger, hvilken boligform danskerne realistisk set foretrækker som deres næste bolig.