/ Nyheder / Et venskab for livet

Et venskab for livet

En reklame for foreningen Børns Voksenvenner vender op og ned på adm. direktør Poul Jensens liv. Pludselig spiller han en afgørende rolle for den syvårige dreng Emil, som netop har mistet sin far. Deres venskab har foreløbig varet i 12 år.

Af

Foto: Jeppe Carlsen.

Poul Jensen og Emil er ikke, som venner er flest, for der er 41 års aldersforskel på de to. Alligevel er de tæt knyttet og har gennem årene set en hel del til hinanden. Tiden er gået med skovture, kortspil, cafebesøg og madlavning. Og Poul Jensen var da også den første, der tog Emil med i svømmehal, da han gerne ville lære at svømme.

De to venner er bragt sammen af den frivillige forening Børns Voksenvenner. Foreningen tilbyder at skabe venskaber mellem børn, der savner en ekstra fortrolig voksen, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn.

”Jeg har ikke selv børn, men har altid godt kunnet lide at være i selskab med børn. Lige indtil jeg meldte mig som voksenven, var det noget, jeg manglede i mit liv,” siger Poul Jensen.

Frivillig voksenven

Det var en reklame, der i sin tid gjorde ham opmærksom på muligheden for at melde sig som voksenven.

”Det satte for alvor tankerne i gang. Jeg har selv haft en svær barndom, hvor jeg havde en slags voksenven, som gjorde en stor forskel for mig,” siger Poul Jensen.

Det er ikke lysten, der mangler i forhold til at melde sig som frivillig, men Poul Jensen har på det tidspunkt en travl hverdag som adm. direktør for IP Administration. En virksomhed, han selv grundlagde i 1992, og som tilbyder ejendomsadministration og -service i København og på Frederiksberg. I 2007 finder han en måde at geare ned på.

”Jeg ansatte en adm. direktør til IP Administration, mens jeg selv blev bestyrelsesformand. På den vis fik jeg tid til at melde mig under fanerne hos Børns Voksenvenner,” siger han.

Første spadestik til venskab

Der går ikke længe, fra Poul Jensen har meldt sig som frivillig, før Børns Voksenvenner kontakter ham. De har et barn, som kan være et muligt match.

Før aftalen kan indgås endeligt, skal Poul Jensen mødes med drengen Emil og hans familie i selskab med to repræsentanter fra foreningen. Her har familie og voksenven mulighed for at se hinanden an. Mødet skal vise sig at være første spadestik til et langvarigt venskab.

Skovture og spil

Da Poul Jensen træder ind i Emils liv, er han bare syv år. Han og resten af familien er ramt af sorg. Emils far har netop tabt kampen mod leukæmi, og Emil, hans lillebror og moren står tilbage og skal prøve at få hverdagen til at fungere. Selvom det er en – med Poul Jensens ord – ressourcestærk familie, er der særligt i sorgperioden, men også de efterfølgende år brug for en voksen, der kan aflede Emils tanker.

”Emils far betød meget for ham, og han har det meget svært med, at han er gået bort,” siger Poul Jensen.

Poul Jensen sætter en del tid af til at være sammen med Emil. Ofte ses de en gang om ugen, da behovet for kontakt er stort. Deres aktiviteter sammen bliver ikke kun brugt til adspredelse, men også til at få vendt Emils frustrationer over ting, som han ikke nødvendigvis kan dele med sin mor. Han skal blandt andet vænne sig til, at moren begynder at søge kærligheden igen.

”Det har været godt for Emil at kunne dele sine bekymringer og følelser med en voksen uden at blive konfronteret med det eller såre nogen derhjemme,” siger Poul Jensen.

Ingen slutdato

Emil er i dag 19 år, men selvom han er voksen, tilbringer han stadig tid med sin voksenven.

”Er man først venner, er der ikke nogen slutdato på. Det fik jeg også sagt i talen til Emils 18-års fødselsdag,” siger Poul Jensen.

Når han kigger tilbage på årene, der er gået, er det ordet ”berigende”, der bedst beskriver hans frivillige arbejde.

”Det at følge en dreng og vide, at du har en vigtig rolle, giver en stor glæde. Når vi er sammen, har vi det sjovt og gør de ting sammen, vi begge er interesseret i. En slags kvalitetstid i et travlt liv.”