Søren Gregersen har i løbet af sin karriere arbejdet med strategisk kommunikation og presse i centrale ministerier på Slotsholmen, i Folketinget, i interesseorganisationer og siden 2013 som kommunikationschef for Københavns Kommune. I Ejendomsforeningen Danmark skal han blandt andet være primus motor for at udvikle foreningens kommunikations- og pressearbejde, opbygge en ny politik- og analyseenhed samt skabe en ny visuel identitet.
Strategiske tiltag
Jannick Nytoft, administrerende direktør hos Ejendomsforeningen Danmark, glæder sig over, at Søren Gregersen har valgt at takke ja til stillingen som kommunikationschef.
”I Ejendomsforeningen Danmark er vi i gang med en række strategiske tiltag frem mod 2021, der skal sikre, at vi bliver en mere synlig, aktiv og moderne erhvervsorganisation. Vi skal blive bedre til at få fortalt om alle vores styrker og muligheder som branche. Jeg er sikker på, at Søren er den rette til at opbygge en stærk kommunikationsplatform, som kan bidrage til at styrke foreningens politiske mål”, siger Jannick Nytoft.
Kunne ikke sige nej
Søren Gregersen ser frem til at trække i arbejdstøjet og give sit bidrag til at udvikle Ejendomsforeningen Danmark.
”De danske ejendomme er en grundpille i dansk økonomi og gemmer på masser af fortællinger, som vi skal ud med. Jeg har fået en unik mulighed for at opbygge en helt ny enhed, der skal styrke Ejendomsforeningen Danmarks politiske synlighed og videreudvikle presse- og kommunikationsarbejdet. Det tilbud kunne jeg ikke sige nej til, selvom jeg har været utroligt glad for at arbejde på Københavns Rådhus”, siger Søren Gregersen.
Søren Gregersen er 48 år gammel og uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus.