/ Nyheder / Det kolde gys ruster til hverdagen

Det kolde gys ruster til hverdagen

Kalenderen viser januar, og Aalborg ligger badet i vintervejr. Badeture i Limfjorden er ikke noget, der venter lige rundt om hjørnet for de fleste. Men for Rikke Frantsen er tidspunktet helt perfekt. Som vinterbader går hun målrettet efter det kolde dyp.

Af

Ejendomsejer Rikke Frantsen: “Når jeg vinterbader, bliver jeg frisket op, samtidig med at jeg oplever en ro.” Foto: Charlotte Therkildsen.

Rikke tripper hen mod badestigen, der fører ned i Limfjorden.

Hun bevæger sig ned ad de første trin og kaster sig uden tøven ud i det kolde vand. Første tur i fjorden er hurtigt overstået, og Rikke går i et betydeligt raskere tempo mod den 80 grader varme træsauna, der ligger inde på land. Saunaen har panoramavinduer og en betagende udsigt til Limfjorden og Nørresundby på den anden side.

Rikkes krop sitrer af kulde, da hun sætter sig i saunaen, men lige så stille breder varmen sig ud i alle hendes lemmer.

Varmen når nu helt ud til fingerspidserne, og hun bliver mere og mere afslappet. Snart er hun nået til det punkt, hvor bølgerne kalder hende tilbage, fordi hun bare må af med varmen igen.

”Når jeg vinterbader, bliver jeg frisket op, samtidig med at jeg oplever en ro. Det er lidt en sjov blanding,” forklarer hun.

Den fornemmelse, det giver Rikke at vinterbade, er hun efterhånden blevet helt afhængig af. Hun skal ud og dyppes hver uge og helst mere end én gang.

”Jeg kan mærke en stor forskel i mit energiniveau. Jeg bliver i bedre humør og har en god fornemmelse af kropslig frihed. Samtidig føler jeg mig bedre rustet til at klare mine opgaver,” siger hun.

Mursten frem for aktier

Opgaver har Rikke nok af. For halvandet år siden investerede hun i sin første udlejningsejendom, samtidig med at hun bruger tid på sit arbejde som stylist og frisør. At arbejde selvstændigt ligger til Rikkes familie, hvor flere generationer har valgt at gå den selvstændige vej i deres arbejdsliv.

”Jeg skiller mig nok lidt ud i ejendomsbranchen. Jeg er en kvinde på 42 år og kommer med en noget anderledes baggrund end de fleste i branchen,” siger hun med et smil.

Rikke har valgt at investere i mursten af en særlig grund.

”Med ejendomme føler jeg, at jeg kan gøre en forskel. Her kan jeg røre ved murstenene, optimere ejendommen løbende og sørge for en god kontakt med lejerne. Jeg investerer også i aktier og obligationer, men værdipapirer er mere udefinerbart for mig. Jeg kan ikke rigtig gøre noget ved dem, og det er på en måde ude af mine hænder, hvordan det går med min investering.”

Alle kasketter på

Rikkes mand er selvstændig investeringsrådgiver og partner i ejendomsselskabet. Sammen driver de udlejningsejendommen, som består af otte boliglejemål i et nybyggeri lidt uden for Aalborg. I øjeblikket har parret alle kasketterne på lige fra administration til kontakten med lejerne og rollen som vicevært.

”På sigt vil vi gerne udvide vores business, men mens vi er ved at bygge op, påtager vi os ansvaret for at drive ejendommen, med alt hvad det indebærer.”

Turene i den kolde Limfjord mener Rikke Frantsen gør hende til en bedre udlejer.
”Jeg opnår den ro, der for eksempel skal til for at kommunikere ordentligt og professionelt med samarbejdspartnere og de lejere, der kommer til mig med en frustration. Og jeg tænker klarere i forhold til at finde den rette løsning.”

Drømmer om at hakke hul i isen

Tilbage i saunaen er det blevet tid til næste dyp.

”Anden gang kan jeg være ude lidt længere tid, fordi kroppen er gennemvarm. Jeg tager gerne nogle svømmetag, inden jeg sætter mig ind i saunaen igen.”

I saunaen bliver Rikkes krop helt afslappet af varmen – en fornemmelse, hun bedst beskriver som en geleklump. Det er netop den følelse, der er med til at give hende helt ro. Tredje og sidste dyp venter, og denne gang sker den efterfølgende opvarmning under bruseren.

”Når jeg går hjem, er det med en summen ud i fingrene og kinderne på en virkelig lækker måde,” konstaterer hun.

På spørgsmålet, om det ikke kan blive for koldt at vinterbade, falder svaret prompte:

”Nej, jeg søger det. Sidste år var der ikke så meget is, men jeg nåede da at bade sammen med en lille isflage. Jeg har stadig til gode at hakke hul i isen, det drømmer jeg om.”

For at benytte saunaen skal man være medlem af Vikingeklubben Isbjørnen, hvor der er cirka 1.500 medlemmer tilknyttet. Rikke nyder det sociale liv i klubben, men sætter også pris på de dage, hvor der ikke er rift om bænkene i saunaen.

”Det bliver næsten meditativt for mig, når jeg er der alene.”



Skal det være dig næste gang?

Er du medlem af EjendomDanmark, og har du en spændende fritidsinteresse eller hobby, som du gerne vil fortælle til magasinet Ejendom? Så send dit forslag i en mail til Stine Rud Skov på sts@ejd.dk. Interviewet vil foregå over telefonen.