/ Nyheder / Debat: Væk med tårnhøj skat på generationsskifte

Debat: Væk med tårnhøj skat på generationsskifte

DEBAT – Familieejerskab og 60.000 arbejdspladser er truet pga. særskat på ejendomsvirksomheder.

Af

Foto: Unsplash, Benjamin Ranger

Et generationsskifte dræner lige nu en ejendomsvirksomhed for 48 pct. af virksomhedens værdi i skat, mod 7 pct. i skat af en tilsvarende produktions- eller rådgivervirksomhed i et generationsskifte. Dermed er en væsentlig del af rygraden i ejendomsbranchen med omkring 4000, primært små, familieejede ejendomsvirksomheder, i fare for at forsvinde de kommende år.

Disse virksomheder er helt afgørende for danske provinsbyer og lokalsamfund, som de har investeret i og været knyttet til igennem årtier og ofte generationer.

Et fravær af lokalt forankrede ejendomsvirksomheder vil give et marked i ubalance. Udfordringen er, at disse 4000 familieejede ejendomsvirksomheder drænes for kapital pga. en helt urimelig forskelsbehandling i de danske skatteregler for generationsskifte. Det er en særlig problemstilling for ejendomsbranchen.

Man vælger politisk at forskelsbehandle ejendomsvirksomheder ved at betragte og beskatte dem som passive pengetanke. På trods af travle medarbejdere, lange arbejdsdage og mange kunder. På trods af, at de familieejede ejendomsvirksomheder beskæftiger over 60.000 medarbejdere i hele landet, som arbejder med bl.a. administration, vedligeholdelse og udvikling af bygninger og servicering af lejere.

Samlet set må små og store familieejede ejendomsvirksomheder derfor typisk betale godt 48 pct. af virksomhedens egenkapital til skat, når næste generation overtager ejerskabet. Det er med andre ord en halvering af virksomheden, blot fordi næste generation driver virksomheden videre. Det sker ikke i andre brancher, hvor familieejede virksomheder betragtes som aktive og bidragende til samfundet.

Regeringen har fra sin fødsel i regeringsgrundlaget lovet, at den vil afskaffe skatten på generationsskifte helt. Det kan vi kun rose – men få nu alle med.

Det er fuldstændig afgørende for tusindvis af familieejede ejendomsvirksomheder og for fremtidens byer, at politikerne langt om længe anerkender, at aktive, familieejede ejendomsvirksomheder ikke er passive pengetanke.

I stedet for at måtte lukke eller sælge ud vil det ruste de familieejede virksomheder til bedre at investere i fremtidens vækst og arbejdspladser i hele landet.

Debatindlægget er bragt i Børsen d. 13. februar 2018.

Could not find post with assigned ID

Kontakt