/ Nyheder / ”De gode eksempler skal inspirere andre”

”De gode eksempler skal inspirere andre”

Branchens stærke ESG-initiativer skal flages. Det er ambitionen hos Mette Qvist, der er underdirektør i EjendomDanmark med fokus på ESG. De næste måneder bringer EjendomDanmark en ESG-stafet, hvor stemmer fra branchen kommer til orde med deres syn på ESG-rapportering.

Af

Mette Qvist har skudt ESG-stafetten igang. Her vil profiler inden for ejendomsbranchen svare på spøgsmål om ESG-rapportering. Foto: Presse

Alle ved det: Det er bidende nødvendigt, at der skabes bæredygtige forandringer i den måde, som vi bygger og driver ejendomme, hvis vi skal nå klimamålene. Men det kan også virke uoverskueligt at finde ud af hvad, hvordan og hvornår, når de grønne ambitioner skal implementeres i virkeligheden.

Mette Qvist, der er underdirektør for ESG hos EjendomDanmark, har derfor en klar ambition om, at branchen har brug for at inspirere hinanden

”Vi skal hos EjendomDanmark være en katalysator for den interne vidensdeling. Ingen af os har alle svarene endnu, så det skal være i fællesskabet og samarbejdet, at vi som branche sammen finder vejen. Derfor er jeg glad for, at vi med ESG-stafetten giver et talerør til nogle af pionererne inden for ESG-rapportering,” siger hun.

Drømmer om en fælles køreplan

Allerede nu kan du læse svarene fra den første deltager i ESG-stafetten. Det er Jonathan Leonardsen, Head of Sustainability hos Balder, der blandt andet håber på, at der med tiden kommer en fælles køreplan for CO2-udledningen i branchen.

Hver deltager sender stafetten videre med et spørgsmål fra deltageren før, og Jonathan blev af Mette Qvist spurgt, hvad der var hans vigtigste nye indsigter omkring indsamling af ESG-data. Svaret kan du læse her:

”ESG-data rykker virkelig meget i de her år. Nærmest hver uge lærer jeg om et nyt impact framework eller en ny måde at afrapportere på henholdsvis biodiversitet eller social indvirkning. Men det har været interessant at lære, hvor mange måder man kan opgøre CO2-tallene fra en ejendom i drift. Og det koblet med det faktum af den eksisterende ejendomsmasse er så divers, så er det enormt svært at sammenligne vores portefølje mod andre porteføljer. Der skal simpelthen meget mere gennemsigtighed til, for at vi oprigtig kan sammenligne os.”

Læs alle svarene fra den første ESG-stafet her.

Nyt bæredygtighedsprojekt

Et andet initiativ hos EjendomDanmark er et helt nyt bæredygtighedsprojekt, der netop er blevet lanceret. Det skal give branchen – og særligt de mindre og mellemstore virksomheder – konkrete redskaber til at håndtere den grønne omstilling.

Som en del af det kan virksomheder melde sig til et uddannelsesforløb. Hvis du vil høre mere om det, så kan du kontakte underdirektør Jan Ellebye på je@ejd.dk