På en tom byggegrund i Carlsbergbyen – en bar plet i et område, der ellers er bygget tæt – præsenterede to ministre sammen med Socialdemokratiets københavnske spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, forslaget om midlertidigt at hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i Aarhus og København.
Valget af både tid og sted var næppe tilfældigt, men nøje timet og tilrettelagt med slutspurten i kommunalvalgkampen. Det efterlod et indtryk af et boligpolitisk udspil, der først og fremmest er lavet til storbyens virkelighed og som et redskab i kampen om overborgmesterposten i København.
Udfordringerne i København er da også til at tage og føle på. Flere vil bo i byen, end der er plads til, og ifølge kommunens nye boligredegørelse vil der frem mod 2060 mangle omkring 77.000 boliger som følge af befolkningstilvæksten.
Det kalder på politisk handling, og derfor er det positivt, at regeringen i sit udspil lægger op til at øge boligudbuddet.
København er måske det mest ekstreme eksempel, men ifølge EjendomDanmarks faktaark får også de øvrige storbyer brug for markant flere boliger i de kommende år. Nu er det så op til kommunerne at få løftet opgaven i samarbejde med branchen.
Men uden for de største byer er det nogle helt andre udfordringer, der fylder – blandt andet begrænset mulighed for at finansiere nybyggeri og renoveringer. Vi står med andre ord ikke kun med ét boligmarked, men to vidt forskellige boligpolitiske virkeligheder.
Udspillets blinde vinkel
I EjendomDanmark deler vi regeringens ambition om et mangfoldigt boligudbud i hele landet, men det kræver en politik, der ikke kun bruger København som målestok. Der er langt fra de samme løsninger, der er behov for i hovedstaden som i Skive, Svendborg eller Silkeborg.
Derfor havde jeg også gerne set, at udspillet tog livtag med de forhold, der hæmmer investeringer og udvikling udenfor landets største byer. I flere yderkommuner hører vi – både fra medlemmer og fra kommunerne selv – om gode projekter, der må lægges i skuffen, fordi finansieringen mangler. Men hvis vi vil et Danmark i balance, skal vi skabe rammerne for vækst i hele landet.
Helt konkret kunne man have brugt udspillet til at igangsætte en dialog om at afskaffe – eller i det mindste lempe – den systemiske risikobuffer og reglerne for kritisk leje. I dag er kapitalkravene unødigt høje, når banker og realkreditinstitutter skal udlåne til ejendomsselskaber, og det bremser den udvikling, der er nødvendig for stærke lokalsamfund.
Ejerboligkrav kan spænde ben for flere boliger
Både længe før og under den kommunale valgkamp har regeringen gentaget sit ønske om at skabe flere ejerboliger til danskerne, og den ambition fylder også i udspillet. Her foreslår man, at kommunerne skal kunne kræve, at op mod 25 procent af boligerne i nye projekter opføres som ejerboliger. Et forslag, der ikke ligefrem er groet i EjendomDanmarks baghave.
Selvfølgelig har vi behov for flere ejerboliger – ligesom vi også har brug for andelsboliger, almene boliger og private lejeboliger. Men i praksis kan kravet ende med at bremse udviklingen. For hvis ikke kommunerne har blik for de investeringer, der skal til for at realisere nye projekter, risikerer vi, at de aldrig når længere end tegnebrættet.
Det mangfoldige boligmarked, vi alle ønsker, skaber vi ikke med mere bureaukrati. Tværtimod vil mere komplekse lokalplaner bremse netop de byggerier, der er mest brug for – særligt i København og de største byer. Derfor håber jeg, at man først og fremmest vil arbejde målrettet med at nedbringe sagsbehandlingstiden på byggesager og lokalplaner.
Efterladt på perronen
Undervejs i tilblivelsen af udspillet har det været på tale at indføre en prioriteret byggerækkefølge i større boligprojekter. Det ville for alvor bremse byggeriet, derfor glæder det mig, at vi fik det italesat, og at det ikke blev en del af udspillet. Vi har absolut ikke brug for krav, som ville lægge endnu en hæmsko på udviklingen af de boliger, der er så hårdt brug for – ikke mindst i storbyerne.
Ingen kan benægte, at behovet for flere boliger i København er stort. Men skal vi sikre et Danmark i balance, kræver det også løsninger, der rækker ud over brokvartererne og ind i kommunerne, hvor finansieringen er den største hurdle. Boligpolitikken skal favne begge boligpolitiske virkeligheder – og vi må ganske enkelt ikke efterlade resten af Danmark på perronen.
Dette indlæg blev første gang bragt i Altinget den 16. december 2025.