Ejendomsbyggeri tegner byernes konturer og former naturens fremtid.
Med hver bygning og hvert nyt bykvarter kan ejendomsbranchen skabe grønne områder og naturkorridorer, der styrker den faldende biodiversitet og forbedrer levevilkårene for både mennesker, planter og dyr.
Selvom branchen ikke kan løse biodiversitetskrisen alene – det kræver omfattende naturgenopretning i det åbne landskab – gør mange aktører allerede en indsats. Flere ejendomsselskaber har allerede implementeret egne handleplaner og arbejder målrettet med biodiversitet i deres projekter.
Men hvis branchens indsats for alvor skal rykke noget, kræver det en national strategi, der fastlægger, hvordan Danmark skal opfylde sine internationale forpligtelser og sikre en sammenhængende og effektiv indsats på området.
Danmark har allerede underskrevet FN’s Biodiversitetskonvention sammen med 196 andre lande og EUs Green Deal. Men de internationale krav er endnu ikke implementeret i dansk lovgivning. Og uden ambitiøse mål og en klar national plan risikerer vi, at indsatsen bliver fragmenteret og langt fra effektiv nok – på trods af branchens mange gode initiativer.
Biodiversitetskrisen kræver øjeblikkelig handling.
En fjerdedel af verdens arter er truet af udryddelse, og når arter forsvinder, er tabet permanent. Det svækker planetens evne til at modstå klimaforandringer og miljøkatastrofer – med alvorlige konsekvenser for både natur og mennesker.
For at sikre en bæredygtig fremtid er global opmærksomhed og målrettet indsats nødvendig, inden det er for sent.
Byggeriets lange værdikæde rummer store potentialer
Byggeri påvirker biodiversiteten på flere niveauer. Udvinding af råmaterialer som træ, sand og sten kan påvirke levesteder og forstyrre økosystemer, mens produktion og transport af byggematerialer lægger yderligere pres på naturen.
Den samlede miljøpåvirkning er derfor langt større end selve byggepladsen.
Alligevel har biodiversitet endnu ingen fast økonomisk pris. Hvad koster det at fælde et træ eller forurene et naturområde? Uden en klar værdisætning er det svært at integrere naturhensyn i investeringsbeslutninger.
For at imødegå denne udfordring anvender branchen screeningsværktøjer, der vurderer risici og potentialer og hjælper med at udvikle byggeprojekter, der bidrager positivt til biodiversiteten – både på og udenfor byggepladsen.
Uens indsats i ejendomsbranchen
Flere ejendomsselskaber og investorer har allerede udviklet strategier og handleplaner, der integrerer biodiversitet i deres projekter. Men der er stor forskel på, hvor langt virksomhederne er kommet – nogle er frontløbere med konkrete tiltag, mens andre stadig står ved startlinjen.
Retningslinjer forankret i lovgivning vil skabe klarhed og sikre en bredere indsats i branchen ved at give aktører en fælles ramme for handling.
Inspiration fra Storbritannien
I Storbritannien har man allerede indført biodiversitetskrav i lovgivningen.
Siden februar 2024 har større udviklingsprojekter været forpligtet til at levere mindst 10 procent “net gain” i biodiversitet, hvilket betyder, at naturen skal efterlades i bedre stand, end den var før byggeriet.
Denne lovgivning har gjort Storbritannien til et foregangsland på området. Ved at lære af deres erfaringer kan vi i Danmark finde konkrete løsninger og udvikle en strategi, der gør biodiversitet til en naturlig del af danske byggeprojekter.
Investeringer i biodiversitet er ikke kun godt for naturen – det kan også øge ejendomsværdien. Grønne omgivelser og varieret bynatur gør områder mere attraktive for både lejere og købere. Derfor giver det mening for både naturen og branchen at tænke biodiversitet ind fra starten.
Der er behov for en fælles strategi for biodiversitet, som sikrer, at både Danmark og ejendomsbranchen kan leve op til de stigende krav og forpligtelser. Med klare retningslinjer og målrettede indsatser kan vi skabe løsninger, der gavner både naturen og fremtidens ejendomsudvikling.
Dette debatindlæg blev først bragt i Ingeniøren den 14. januar 2025.