Et praktikophold er en unik mulighed for at præsentere den næste generation for de mange spændende karriereveje i ejendomsbranchen. I en tid med arbejdskraftmangel kan det også spille en afgørende rolle i at tiltrække unge talenter til branchen.
”Det er og bliver vigtigt, at vi får vist de studerende, at ejendomsbranchen virkelig har meget at byde på. Derudover skal vi sørge for at sikre vores branchens fremtid, og det kan vi blandt andet gøre med endnu flere praktikpladser,” siger Lotte Rendtorff, der er chefkonsulent i EjendomDanmark.
Ifølge hende spiller de virksomheder, der tager praktikanter ind, en helt central rolle i muligheden for at hjælpe de studerende videre på deres uddannelsesrejse, og støtter dem i den udvikling, som de gennemgår.
”Samtidig hjælper man også en kommende ejendomsadministrator med at finde fodfæste i branchen, hvilket skaber fordele for begge parter,” siger hun.
Der skal handles hurtigt
I løbet af de næste uger holder landets erhvervsakademier karrieredage. Her er det muligt for de studerende at udforske de mange fremtidige jobmuligheder.
Man skal handle hurtigt, hvis man vil sikre sig en praktikant. Deadline for at opslå praktikstillinger til efteråret 2025 nærmer sig hastigt. Allerede den 19. september afholder erhvervsakademiet Cphbusiness deres karrieredag, hvor de studerende starter med at søge praktikpladser.
Mens der i år er et bredt udvalg af finansøkonomer og finansbachelorer, som er på udkig efter praktik, er der endnu få praktikmuligheder tilgængelige for de studerende, der ønsker at træde ind i ejendomsbranchen.
Sådan kommer du i gang
Har du et praktikopslag, kan du sende det til Lotte Rendtorff på mail lre@ejd.dk inden onsdag den 18. september.
EjendomDanmarks medlemmer har mulighed for at annoncere gratis efter praktikanter på kampagnesiden for rekrutteringsindsatsen: www.propertycareers.dk/ledigestillinger.
Er du i tvivl om, hvilke opgaver en praktikant kan tage sig af hos jer, kan du kontakte Lotte. Hun kan hjælpe med at forbinde dig med mentornetværket i branchen, som kan give dig værdifuld vejledning.
Få yderligere information om processen og flere gode råd.