/ Nyheder / EA-uddannelsen gav en faglig ballast

EA-uddannelsen gav en faglig ballast

Daniel Hundahl Ranum er ejendomsadministrator i Spar Nord Ejendomsadministration, og kommer fra en baggrund som ejendomsmægler. Derfor har han taget EA-uddannelsen, som gav den faglige ballast.

Af

EjendomDanmarks EA-uddannelse gav Daniel en faglig ballast.

Daniel Hundahl Ranum har arbejdet som ejendomsadministrator i Spar Nord Ejendomsadministration siden 2020, og kort tid efter hans ansættelse begyndte han på EjendomDanmarks EA-uddannelse. Ejendomsbranchen var dog ikke helt fremmed for ham. Han havde nemlig inden da siddet flere år som ejendomsmægler.

”Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til nogle nye udfordringer og at prøve noget andet. I den forbindelse blev jeg ret interesseret i ejendomsadministration,” lyder det fra Daniel.

På trods af at han ønskede et skifte i sin karriere, var der dog flere ting, som arbejdet som ejendomsmægler havde givet ham med.

”Mine kollegaer har måske haft en anden faglighed end mig, men det har ikke gjort noget, fordi der har jeg haft noget andet med. Jeg er kommet ind med en forståelse for salg og for at kommunikere godt med andre mennesker, og så har jeg haft en naturlig interesse for branchen. De ting, jeg har manglet, har jeg så kunne få gennem videreuddannelse.”

Den faglige ballast

Da Daniel fik sin stilling i Spar Nord Ejendomsadministration blev han hurtigt kastet ud i nye opgaver og fik ansvar for kunder. Det var ifølge Daniel den helt rette måde at begynde det nye arbejde, da det gav en stor læring. Dog ønskede både Daniel og hans arbejdsplads, at han både fik en praktisk og faglig ballast at læne sig op ad.

”Det var lige fra begyndelsen af min ansættelse på tale, at jeg skulle tage EA-uddannelsen. Det var vigtigt for både mig og min arbejdsgiver, at jeg fik den faglige ballast med, og at jeg fik noget teori på det, jeg sidder med til hverdag.”

Fleksibilitet til hverdagen

Ønsket om videreuddannelse fyldte både hos Daniel selv og hans arbejdsplads, men det var helt centralt for udbyttet, at Daniel havde tid til både studie, arbejde og privatliv.

”Jeg havde en god oplevelse med uddannelsesforløbet hos EjendomDanmark. Det var en meget fleksibel uddannelse, hvor jeg primært har været med online. Det har gjort, at jeg har kunne sidde derhjemme eller på kontoret og følge med i undervisningen, og på den måde har kunne passe det ind med min hverdag,” fortæller Daniel og afslutter:

”Det har jo selvfølgelig været en balance mellem uddannelse og arbejde, som har skulle gå op, fordi man forpligter sig til begge ting. Der har jeg også været heldig, at min arbejdsgiver har støttet meget op om uddannelsen, og at der skal være plads til at dygtiggøre sin faglighed. Det giver meget begge veje.”

EjendomDanmarks EA-uddannelse begynder i efteråret, og har nu åbent for tilmelding.